Domæner

Globus

Hvad er et domænenavn, og hvem har ansvaret for domænenavne i Danmark?

Hvad er et domænenavn

Et domænenavn er et alias til en entydig IP-adresse (Internet Protocol Address). Domænenavne er en navneoverbygning, der gør det lettere for brugere at navigere på internettet og anvendes også til identificering af e-post-adresser.

Domænenavne har udviklet sig til en del af kommunikationsinfrastrukturen, som har afgørende betydning for både offentlige og private brugere, men især for de mange virksomheder, der i stigende grad kommunikerer og handler med omverdenen via hjemmesider på internettet.

Domæneloven

I lyset af denne udvikling vedtog folketinget den 16. juni 2005 lov om internetdomæner, der særligt tildeles Danmark (domæneloven). Loven trådte i kraft den 1. juli 2005.

Du kan læse mere om loven her.

Administration af .dk-domæner

Administrationen af .dk har tidligere været varetaget ved selvregulering.

Foreningen Dansk Internet Forum (DIFO) har siden 1. juli 1999 varetaget administrationen af .dk gennem selskabet DK Hostmaster A/S. DIFO har bl.a. fastsat regler for registrering af domænenavne under .dk og nedsat et klagenævn på området.

Efter at IT- og Telestyrelsen gennemførte et udbud over administrationen af internetdomænet .dk udstedte styrelsen den 6. februar 2009 tilladelse til at administrere .dk til DIFO.

Her kan du læse mere om udbudsprocessen.

Tilladelsen er udstedt for en 6-årig periode, og kan forlænges to gange med to år på uændrede vilkår. IT- og Telestyrelsen fører tilsyn med, at DIFO overholder både tilladelsen og domænelovens regler.

Topdomænet .eu

Europa-Parlamentet og Rådet vedtog ved forordning (EF) nr. 733/2002 af 22. april 2002, at implementere topdomænet .eu. Det betyder, at .eu blev oprettet som nyt topdomæne på internettet.

De nærmere regler for implementeringen af topdomænet .eu og dets funktioner samt principperne for registrering er fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 874/2004 af 28. april 2004.

Læs mere om .eu her.

ENUM

ENUM er navnet på en protokol udarbejdet af Internet Engineering Task Force (IETF), der oversætter E.164-numre (nummerplanen for telefoni, ISDN og mobilkommunikation) til internetdomænenavne.

Du kan læse mere om ENUM her.

Internet-, top- eller førsteordens-domæne?

De er alle udtryk for det samme.

Begrebet "internetdomænet .dk" dækker over domæner på internettet, der ender på ".dk".

Begrebet kendes også som topdomæne, der læner sig op ad den engelske terminologi: Top Level Domain (TLD) eller førsteordensdomæne, der sprogligt har en logisk sammenhæng med begrebet "andenordensdomæne" (der er den del af et domænenavn, der står umiddelbart før det sidste punktum) og "tredjeordensdomæne" (den del, der står umiddelbart før det næstsidste punktum) osv.

Relaterede sider

Sidst opdateret 15.02.2010 kl. 17.17
Til top
Mette Schiøtz Sørensen Souschef/Områdeleder Telefon: 72319448 Mette Schiøtz Sørensen