Domæner: Aktuelle problemstillinger
Erhvervsstyrelsen deltager i en række sammenhænge i forbindelse med forvaltningen af internettet - både nationalt og internationalt. Først og fremmest er Erhvervsstyrelsen tilsynsmyndighed for den administrator, der har ansvaret for .dk-domæner. Derudover deltager Erhvervsstyrelsen i arbejdet i ICANN, som er den organisation, der forvalter internettet på globalt plan.
Nu kan der ansøges om nye topdomæner
Torsdag den 12. januar 2012 åbnede ICANN for ansøgningsrunden, hvor interesserede kan ansøge om registrering af et nyt topdomæne.
ICANN's ansøgningssystem
Ansøgning sker via ICANN’s ansøgningssystem (TAS). ICANN har meddelt, at det vil være muligt at indgive ansøgninger i perioden 12. januar 2012 - 12. april 2012.
Fristen for at ansøge er pga. problemer med TAS netop blevet forlænget til perioden 22. - 30. maj 2012. Se ICANN's update af 8. maj.
Det er fortsat uvist, hvornår ICANN offentliggør oversigten over ansøgte topdomæner.
Regler for ansøgningen findes i Guidebogen
ICANN offentliggjorde den 11. januar 2012 den seneste udgave af regler for ansøgning om nye topdomæner, "Applicant Guidebook" (Guidebogen). Guidebogen indeholder en lang række krav og vilkår til ansøgere, herunder reglerne for, hvem der kan ansøge om et nyt topdomæne, hvad det koster osv.
Alle potentielle ansøgere opfordres til at gennemgå Guidebogen nøje, inden en ansøgning registreres.
Du kan læse mere om ansøgningsregler og nye topdomæner på ICANN’s egen hjemmeside.
Hvad betyder nye topdomæner for mig
Erhvervsstyrelsen ønsker med denne information at give et overblik over, hvad ansøgere, men også danske virksomheder, offentlig myndigheder eller borgere, blandt andet skal være opmærksomme på.
- Hvis du overvejer at ansøge om et nyt topdomæne
- Hvis du er virksomhed
- Hvis du er offentlig myndighed
- Hvis du er borger
- Hvad er Erhvervsstyrelsens rolle i forhold til nye topdomæner
Særligt i det tilfælde, hvor en potentiel ansøger overvejer at ansøge om et nyt topdomæne, opfordrer vi til, at reglerne i Guidebogen studeres nøje, inden en ansøgningsprocedure sættes i gang.
Hvis du overvejer at ansøge om et nyt topdomæne
Der er mange krav og vilkår, som ansøgere af et topdomæne skal være opmærksom på. Vi giver her et overblik over nogle af de helt overordnede krav til ansøgere.
Du skal blandt andet være opmærksom på følgende:
- Ansøgningsperioden er 12. januar – 12. april 2012 (forlænget til perioden 22. - 30. maj 2012).
- Enkeltpersoner og enkeltmandsvirksomheder kan ikke ansøge om nye topdomæner. Der stilles i øvrigt krav til ansøgere om operationel, teknisk og finansiel formåen i forhold til at administrere et topdomæne.
- Ansøgningsgebyret er 185.000 USD. Derudover er der et årligt registreringsgebyr på minimum 25.000 USD – som stiger i takt med antallet af registrerede domænenavne.
- Et nyt topdomæne kan med få undtagelser som udgangspunkt være ethvert ord på ethvert sprog. Der kan dog ikke ansøges om landenavne som nye topdomæner. Andre reserverede navne fremgår af Guidebogens afsnit 2.2.1.2.
Hvis du er virksomhed
Som virksomhed i Danmark er det vigtig at beskytte sine rettigheder. Det kan allerede i dag være en udfordring på internettet, hvor man som virksomhed må tage stilling til, hvor mange ressourcer der kan afsættes til at sikre ens interesser under de allerede eksisterende topdomæner.
Den udfordring bliver næppe mindre, når antallet af topdomæner stiger. Ingen ved endnu, hvor mange topdomæner, der vil blive godkendt. Forskellige bud på alt mellem få hundrede til flere tusinde har været nævnt i forskellige sammenhænge.
I forhold til at beskytte sine interesser er der grundlæggende to veje at gå for en virksomhed. Man kan enten vælge at ansøge om sit eget topdomæne (se ovenfor ”Hvis du overvejer at ansøge om et topdomæne”) eller man kan forfølge sine rettigheder efterfølgende via relevante voldgifter og domstole.
Du kan læse mere om indsigelsesprocedurerne i Guidebogens afsnit modul 3.
Din virksomhed er nærmest til at kunne vurdere, hvilken løsning der er mest relevant for jer, evt. i samråd med konsulenter. Erhvervsstyrelsen har ikke mulighed for at give råd eller vejledning i forhold til dette.
Nye topdomæner kan imidlertid også give virksomheder nogle muligheder for at profilere sig og sælge sine varer og ydelser i forhold til potentielle nye kunder.
Hvis du er offentlig myndighed
Offentlige myndigheder skal være opmærksomme på, at der kan ansøges om topdomæner med navne, som relaterer sig til ens lokalområde.
Samtlige topdomæner, som der er blevet ansøgt om i ansøgningsrunden, vil blive offentliggjort ultimo april 2012. Erhvervsstyrelsen vil løbende orientere om nyt vedrørende ansøgningerne og gøre opmærksom på, når ICANN offentliggør listen over de topdomæner, der er blevet ansøgt om.
Hvis du er borger
Som borger i Danmark får introduktionen af nye topdomæner ikke umiddelbare konsekvenser for dig i første omgang.
Først når det bliver muligt at registrere domænenavne under de nye topdomæner, vil man som internetbruger kunne opleve, at internettets nuværende struktur med 22 topdomæner (fx .com, .net og .org) og landekodedomæner (fx .dk, .se og .uk) vil ændres markant.
Når de nye topdomæner kommer i drift vil man kunne finde hjemmesider som fx ”firmanavn.golf”, ”abba.music” og ”mitnavn.canon”.
Det giver nogle muligheder for udviklingen af nye tjenester. Man kan forestille sig, at ens søgeresultater vil være forskellige afhængigt af, hvor man befinder sig, fx vil hjemmesider under ”.berlin” måske rangere højere i dine søgeresultater, hvis du befinder dig i Berlin.
Det giver dog samtidig også nogle udfordringer. For hvor finder jeg nu informationer om LEGO; er det under lego.toys eller lego.dk?
Hvad er Erhvervsstyrelsens rolle i forhold til nye topdomæner
Hele ansøgningsproceduren og evalueringen af ansøgninger foretages af ICANN.
Erhvervsstyrelsen har ingen direkte rolle i forbindelse med selve evalueringen af ansøgninger om nye topdomæner. Evalueringen varetages af en række uafhængige evalueringspaneler, som ICANN har nedsat.
- Du kan læse mere om evalueringskriterierne i Guidebogens modul 2.
- Du kan også se en informationsvideo om ansøgning og evaluering her.
Erhvervsstyrelsen er imidlertid Danmarks repræsentant i ICANN’s rådgivende regeringskomité (GAC). Her forsøger Erhvervsstyrelsen sammen med repræsentanter fra andre landes regeringer at give råd og vejledning til ICANN’s bestyrelse om forhold med samfundsmæssig karakter for internetsamfundets brugere.
GAC’s medlemslande har også mulighed for at afgive indsigelser om konkrete ansøgninger, som kan stride mod geografiske interesser. Det kunne fx være tilfældet, hvis en ansøger uden relation til Fyn ønsker at registrere ”.fyn” som nyt topdomæne.
Efter ansøgningsperiodens udløb (30. maj 2012) vil ICANN offentliggøre samtlige topdomæner, der er ansøgt om. Herefter vil GAC drøfte, hvordan man vil forholde sig til evt. ansøgninger om topdomæner, der rejser problemstillinger af samfundsmæssige karakter.
English


