Resumé af Telestatistik - første halvår 2009

IT- og Telestyrelsens Telestatistik for første halvår 2009 indeholder oplysninger om den seneste udvikling på det danske telemarked

Fastnettelefoni

Ved udgangen af første halvår af 2009 var der 603.000 fastnet IP-telefoni-abonnementer i Danmark, hvilket er en fordobling på to år. Alene i de første seks måneder af 2009 steg antallet af IP-telefoni-abonnementer med 119.000, hvilket svarer til en stigning på næsten 25 procent. I løbet af samme periode er antallet af traditionelle fastnet-telefoni-abonnementer faldet med lidt mere end 10 procent.

Bredbåndsabonnementer til internet

Antallet af bredbåndsabonnementer til internet via faste forbindelser er steget med 24.000 abonnementer eller lidt over en procent i første halvår 2009, hvilket fortsætter en udvikling med beskeden vækst i tilgangen af bredbåndsabonnementer. Med en halvårlig tilvækst på 19.000 abonnementer stod fiberforbindelserne for hovedparten af den samlede vækst. Antallet af xDSL- og kabelmodemabonnementer er derimod stort set uændret.

Ved udgangen af juni 2009 havde 27 procent af de danske bredbåndsabonnementer til internet en markedsført downstreamhastighed på 10 Mbit/s eller mere, hvilket svarer til over en halv million abonnementer. Et år tidligere var det kun 10 procent af bredbåndsabonnementerne, der havde så høje hastigheder. Samtidig er andelen af abonnementer med en markedsført downstreamhastighed på mindst 144 kbit/s men under 4 Mbit/s i samme periode halveret fra 45 procent til lidt over 23 procent.

Væksten i de markedsførte upstreamhastigheder er ikke ligeså markant. Bredbåndsabonnementer med en markedsført upstreamhastighed på 10 Mbit/s eller mere er således kun vokset med 0,5 procentpoint fra 4,6 procent ultimo 2008 til 5,1 procent medio 2009. Den største vækst findes blandt bredbåndsabonnementer med en markedsført upstreamhastighed på 1-2 Mbit/s, som er øget med 8,8 procentpoint i løbet af første halvdel af 2009, og nu udgør lidt mere end 20 procent af bredbåndsabonnementerne.

Mobilt bredbånd

På et år er antallet af mobile bredbåndsabonnementer, der udelukkende er blevet anvendt til datatrafik via for eksempel USB-modem eller dataindstikskort til computere, blevet fordoblet fra 209.000 ved udgangen af juni 2008 til 419.000 ved udgangen af juni 2009. Datatrafikken fra disse abonnementer er vokset endnu kraftigere fra 1,3 milliarder MB ved udgangen af første halvår 2008 til 3,5 milliarder MB ved udgangen af første halvår 2009 – svarende til en stigning på lidt over 160 procent.

SMS

I første halvår 2009 blev der afsendt næsten 6,5 milliarder SMS-beskeder, hvilket er på niveau med antallet de seneste to halvår. Det svarer til, at hver eneste dansker i gennemsnit har sendt mere end 6 SMS-beskeder hver dag.

Bundtlede tjenester

I sammenligning med tidligere halvår havde flere danskere ved udgangen af juni 2009 et bundtlet abonnement, hvor to eller flere tjenester - telefoni, tv og/eller internet - købes som en samlet pakke. I slutningen af juni 2009 var der 303.000 bundtlede abonnementer, hvilket er 86 procent flere end et halvt år tidligere. Cirka 35 procent af den samlede vækst skyldes triple-play-abonnementer, som i løbet af første halvdel af 2009 voksede fra 61.000 til 110.000 abonnementer, svarende til en tilvækst på næsten 80 procent. Ved triple-play køber kunden et samlet produkt bestående af telefoni, internet og tv.

Sidst opdateret 26/01 2010 09:37
Til top
Søg i ordbogen
Jesper Falsted Karlsen Fuldmægtig Telefon: 35450160 Jesper Falsted Karlsen