Bredbåndskortlægning 2007

99 procent af befolkningen kan nu få bredbånd

Bredbåndskortlægning 2007

 

99 procent af befolkningen kan nu få bredbånd

 

Flere danskere har fået mulighed for at få bredbånd og antallet af hurtige forbindelser er stigende.

 

På landsplan har 99 procent af landets husstande og virksomheder mulighed for at få bredbånd. Det viser dette års bredbåndskortlægning, som IT- og Telestyrelsen udgiver i dag.

 

”Vi nærmer os med hastige skridt regeringens mål om bredbånd til alle danskere. For et år siden var 44.000 husstande og virksomheder uden mulighed for bredbåndsopkobling, det tal er nu næsten halveret til 23.000”, siger videnskabsminister Helge Sander.

 

”Det betyder meget for den geografiske sammenhængskraft i Danmark, at alle – som ønsker det – kan få bredbåndsforbindelse. Derfor skal vi også fortsat sikre effektiv konkurrence, så prisfaldet fortsætter, og trafikhastighederne forøges”, siger Helge Sander.

 

Bredbåndskortlægningen viser, at der sker en fortsat vækst i udbredelse af blandt andet fiber. Sammenlagt har 43.000 slutbrugere en fibertilslutning. For seks måneder siden var tallet 29.500, hvilket er en vækst på 46 pct.

Den øgede tilgængelighed og udbredelse følges af stigende hastigheder og faldende priser. I 2007 var andelen af ADSL-forbindelser med en downstreamhastighed på 2 Mbit/s eller derover på 70 procent. I 2006 var tallet 42 procent. Samtidig er priserne på en 2 Mbit/s forbindelse er faldet med over 50 pct. over de seneste 4 år. Herudover sker der en udbygning af 3G nettene til den såkaldte HSDPA teknologi, der gør det muligt at øge hastigheden på 3G-nettet.

 

Udover udbredelse, hastigheder og priser har dette års bredbåndskortlægning rettet opmærksomheden på udfordringerne, som den digitale udvikling løbende stiller bredbåndsmarkedet overfor. En af de mest påtrængende udfordringer er den hastighed som en bruger kan sende data med (upstream). Således havde over en tredjedel af alle forbindelser ved udgangen af 1. halvår 2007, en upstreamkapacitet på under 144 kbit/s.

 

For at understøtte muligheden for brugerskabt indhold samt nye kommercielle tjenester, der benytter ”peer-to-peer”-teknologi er det nødvendigt med fokus på upstreamkapacitet. Derfor vil IT- og Telestyrelsen i de kommende år følge udviklingen på upstream-hastigheder tæt.

 

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til direktør Jørgen Abild Andersen på telefon 35 45 01 00, vicedirektør Finn Petersen på telefon 35 45 01 10, eller souschef i Telestrategisk kontor Mette Stürup på telefon 33 37 91 81.

 

Pressemeddelelsen er fulgt af et notat om Bredbåndskortlægning 2007.

Sidst opdateret 07.11.2008 kl. 14.50
Til top