Lagring af cookies og andre oplysninger i it-udstyr

Cookies

Bekendtgørelse om krav til information og samtykke ved lagring af eller adgang til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr er trådt i kraft den 14. december 2011. Her kan du finde information om og vejledning til de nye regler, der bl.a. vedrører brugen af cookies på internettet.

Bekendtgørelsen har til formål at øge beskyttelsen af brugernes privatsfære, når de færdes på internettet.

Bekendtgørelsen stiller krav til information og samtykke ved bl.a. digitale tjenesters brug af cookies og lignende teknologier, der lagres i brugeres computere, smartphones og andet it-udstyr.

Brugen af cookies og lignende teknologier er meget udbredt og kan have en række forskellige formål, fx personalisering og udvikling af mere brugervenlige tjenester, generering af analyser om brugen af en hjemmeside eller målretning af adfærdsbaseret markedsføring til brugerne.

Afhængig af den enkelte brugers personlige holdninger kan disse formål enten være ønskværdige eller ikke-ønskværdige for brugeren. Brugernes mulighed for selv at beslutte, om de vil identificeres via cookies og lignende teknologier i deres terminaludstyr, er derfor et væsentligt element i beskyttelsen af deres privatsfære i en stadig mere digital verden.

Bekendtgørelsen er udstedt i medfør af § 9 og § 81, stk. 2, i lov nr. 169 af 3. marts 2011 om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. Med bekendtgørelsens ikrafttræden implementeres artikel 5, stk. 3 i e-databeskyttelsesdirektiv, direktiv 2002/58/EF, som ændret ved direktiv 2009/136/EF.

Bekendtgørelsen kan findes på retsinformation.dk


Vejledning til bekendtgørelse

Til at understøtte den praktiske implementering af reglerne har Den danske telemyndighed (nu Erhvervsstyrelsen) udarbejdet en vejledning til bekendtgørelsen.

Vejledningen uddyber reglerne i bekendtgørelsen på følgende områder:

  • Formål og afgrænsning
  • Krav til information og samtykke
  • Undtagelser
  • Selvregulering
  • Inspiration til processkridt
  • Tilsyn med reglerne
  • Links til lovgivning og direktiver

Tilsammen giver bekendtgørelse og vejledning tjenesteudbydere gode muligheder for selv at finde løsninger, der passer til deres konkrete tjeneste. Tjenesteudbydere selv vil have de bedste forudsætninger for at kunne tilvejebringe nye, innovative og brugervenlige løsninger, der efterlever de nye regler og øger gennemsigtigheden og kontrollen for brugerne på netop deres tjeneste.

Vejledningen til bekendtgørelsen kan hentes her (.pdf)

Sagsbehandler: Fuldmægtig Bénédicte Lunde-Christensen, e-mail: eller telefon 3546 6465.

Sidst opdateret 25.04.2012 kl. 10.29
Til top