Kodeks om god adfærd på online sociale netværkstjenester

I vinteren 2009-2010 inviterede It-sikkerhedskomiteen netværkstjenester i Danmark og branchens interessenter til workshop om at udvikle et kodeks om god adfærd på online sociale netværkstjenester.

En workshop blev til en mere, og flere samarbejdspartnere kom til. Begge workshop var præget af entusiasme og konstruktiv dialog om, hvordan et kodeks kunne se ud og i slutningen af marts 2010 blev det sidste punktum sat.

 

Skal forbedre fortroligheden

Kodeksets formål er at forbedre fortroligheden omkring brugernes private oplysninger på netværkstjenesterne og tilskynde til god adfærd mellem brugerne. Kodekset peger blandt andet på, at tjenesterne skal advare, hvis brugerne sender telefon- og cpr-numre m.m. Tjenesterne skal også fremme god brug af billeder, viderebringe anmeldelser om ulovligt indhold til myndighederne, forklare hvad de anser for god adfærd på deres tjeneste og formidle vilkårene for brug af tjenesterne bedre m.m.

Med kodekset viser udbyderne af online sociale netværkstjenester, at de sørger for bedst mulig beskyttelse af brugernes private oplysninger. Målet er blandt andet at undgå, at brugerne på netværkstjenesterne utilsigtet kommer til at afsløre egne og andres private oplysninger. Og dermed i sidste ende hindre misbrug af fortrolige informationer.

 

Samarbejde med branchen

Ideen til kodekset kom oprindeligt fra Benny Engelbrecht (Socialdemokraterne) på et samråd om privacy i Videnskabsudvalget torsdag den 10. september 2009. Daværende videnskabsminister Helge Sander tilkendegav dengang, at han ville drøfte behovet for et kodeks med It-sikkerhedskomiteen.

Komiteen tog opgaven på sig og inviterede danske netværkstjenester og interessenter til første workshop den 10. december 2009. Efter en drøftelse af kodekset på It-sikkerhedskomiteens møde den 11. januar 2010 blev workshopdeltagerne på ny inviteret til møde for at fortsætte dialogen om kodeksets indhold. Blandt samarbejdspartnerne var Arto, Gosupermodel, Nationen!, DR og Hestenettet samt branchens interessenter, herunder Medierådet for børn og unge, Det Kriminalpræventive Råd, Foreningen af Danske Interaktive Medier med flere.

Efter dette møde blev kodekset færdigbearbejdet og præsenteret for den nye It-sikkerhedskomite den 6. maj 2010.

Sidst opdateret 10.06.2010 kl. 11.29
Til top