Ungdomsbevis

Oplysning er det primære indsatsområde for at beskytte børn og unge på online sociale netværkstjenester.

Ministeren deltog på It-sikkerhedskomitéens andet møde den 10. juni 2008. Her bad ministeren komitéen om at komme med input til spørgsmålet om beskyttelse af børn og unge, når de benytter sociale netværkstjenester på internettet.

It-sikkerhedskomitéen har udarbejdet et notat der påpeger, at uanset hvor raffinerede tekniske løsninger der indføres, kan disse aldrig helt beskytte børn og unge på online sociale netværkstjenester. Det primære indsatsområde er oplysning til børn, unge og deres forældre. Ønskes det fra politisk hold at fremme en teknisk løsning, bør denne løsning bygge på autentifikation af alder af hensyn til børn og unges privatliv.

It-sikkerhedskomitéen finder det i forhold til en teknisk løsning væsentligt at fokusere på: 

  • at hverken tjenesteudbyder eller andre alene skal kunne identificere barnet, 
  • at en løsning over tid bør bygge på en fysisk biometribaseret enhed, 
  • at mulige udstedelsesprocedurer for ungdomsbeviset skal undersøges nærmere med fokus på omkostninger, 
  • at tiltaget skal baseres på et modent produkt, 
  • at tiltaget skal anvende eksisterende procedurer og infrastruktur samt 
  • at omkostningerne ved implementering af løsningen på tjenesterne bør afholdes af tjenesteudbyderne selv. En teknisk løsning kræver derfor en forhandling med de danske leverandører, der udbyder disse ydelser.
Sidst opdateret 22.03.2010 kl. 10.59
Til top