Beredskab
Beredskabet på it- og teleområdet udgør en del af den civile sektors beredskab.
IT- og Telestyrelsens rolle
I bekendtgørelsen rammerne for informationssikkerhed og beredskab er kompetencen på området i vidt omfang delegeret til IT- og Telestyrelsen. IT- og Telestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om beredskabet på it- og teleområdet, bl.a. om sikring af en robust elektronisk infrastruktur i regi af teleudbyderne og om teleudbydernes krisestyring.
IT- og Telestyrelsens krisestyring tager udgangspunkt i koordinering og prioritering af beredskabsmyndighedernes behov for samfundsvigtig elektronisk kommunikation i en beredskabssituation og omfatter:
- Påbud til udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester om prioritering af retablering af elektronisk infrastruktur.
- Påbud om hvilke forbindelser eller tjenester hos udbydere af elektroniske kommunikationsnet og –tjenester, der skal dækkes af begrænsede fremføringsmuligheder i nettene.
- Påbud til udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet og -tjenester om generel begrænsning af teletrafikken.
IT- og Telestyrelsen er tilsynsmyndighed og fører bl.a. tilsyn med, at teleudbyderne planlægger og gennemfører de beredskabsforanstaltninger, som følger af telelovgivningen.
IT- og Telestyrelsen samarbejder med teleudbyderne og en række nationale beredskabsmyndigheder om at planlægge et tidssvarende og effektivt beredskab på it- og teleområdet. Et særligt samarbejde er etableret med Energistyrelsen og andre centrale aktører på energiområdet. Styrelsen deltager desuden i internationalt samarbejde om it- og teleberedskab og beskyttelse af kritisk infrastruktur – herunder navnlig i regi af EU.
I 2011 har IT- og Telestyrelsen udstedt bekendtgørelser om it- og teleberedskabet, der blandt andet fastsætter krav til teleudbydernes beredskabsplanlægning og til en robust elektronisk infrastruktur – herunder med henblik på at sikre en risikostyret beredskabsplanlægning og løbende sårbarhedsvurderinger på området. Fra 25. maj 2011 indeholder bekendtgørelserne også krav til informationssikkerhed og herunder til persondatabeskyttelse.
English


