Digital borgerinddragelse anno 2011

Flere og flere myndigheder bruger internettet til at involvere, engagere og inddrage borgerne. De digitale teknologier giver beslutningstagere på alle niveauer mulighed for at indgå i digitale relationer med borgere og virksomheder i sociale netværk til gensidig nytte.

Sociale netværkstjenester, som Facebook, Twitter mv. anvendes ikke bare til at vedligeholde og udbygge private sociale netværk, men bruges i stigende grad som værktøjer til at udvikle idéer, samarbejde om løsninger, lytte til ønsker og behov og meget mere.

Dynamiske og kontekstafhængige høringer, online-debatter, vejledende afstemninger og idéudviklingsplatforme spirer frem og giver borgerne mulighed for at deltage i de politiske processer uden at skulle skrive traditionelle og formelle høringssvar eller finde frem til det lokale, måske halvtomme, forsamlingshus. Ofte båret frem af en stigende vilje blandt politikere og beslutningstagere til at inddrage borgerne i beslutningsprocesserne imellem valgene.

For at belyse denne udvikling, sprede de gode erfaringer og tilskynde til vidensudveksling og netværksdannelse har IT- og Telestyrelsen og KL i foråret 2011 indsamlet en række gode cases fra danske myndigheder, som har gjort sig erfaringer med at anvende internettets muligheder til at inddrage borgerne i de politiske beslutningsprocesser. Eksemplerne bringes i et inspirationsmagasin, som også indeholder artikler med gode råd og nye perspektiver. Magasinet offentliggøres på workshoppen.

Kom til workshoppen, lær mere om de spændende cases og deltag i debatten om fremtidens digitale borgerinddragelse."

 

Sidst opdateret 07.06.2011 kl. 16.17
Til top