Workshop 4 - Nye Top Level Domæner

Google.dk

ICANN har igennem de senere år arbejdet for introduktion af flere top level domæner (TLD) – både i form af ”almindelige” TLD’er og TLD’er på andre skrifttegn end latinske (de såkaldte Internationalized Domain Names (IDN)).

I dag eksisterer der populært sagt to slags TLD’er – landekodedomænerne (ccTLD’er) der repræsenterer de forskellige lande i verden og alle er forkortet til to bogstaver (fx .dk, .se, .no og .uk) samt de generiske TLD’er (gTLD’er), der populært sagt er alle de andre TLD’er (f.eks. .com, .net, .museum og .travel).

Med introduktionen af nye TLD’er vil det potentielt blive muligt at registrere en række nye kategorier af top level domæner.

Virksomheder får mulighed for at registrere sit eget varemærke som et nyt TLD. F.eks. kan Lego og Danfoss registrere .lego og .danfoss som nye top level domæner.

Også geografiske stednavne, såsom .berlin, .københavn eller .cph kan registreres, mens lokalsamfund og alverdens befolkningsgrupper kan tænkes at være interesseret i et top level domæne, der repræsenterer deres specifikke identitet på nettet, f.eks. .irish.

Ovenstående eksempler rejser sammen med andre mere generiske top level domæner som f.eks. .religion, .food og .sports mange interessante og relevante spørgsmål i forbindelse med indførelsen af nye TLD’er, herunder følgende spørgsmål:

  • Hvilken betydning vil de nye TLD’er få for det danske internetsamfund og for forbrugerne generelt?

  • Hvad kan vi bruge de nye TLD’er til?

  • Hvilke fordele og ulemper er der ved at åbne bredt op for mulige TLD’er?

  • Hvilke behov er der for de nye TLD’er i internetsamfundet i Danmark og/eller internationalt?

Workshoppen vil have et overordnet forbruger-/brugerperspektiv, hvor spørgsmål om brugerbeskyttelse, innovation og retten til geografiske stednavne som f.eks. .paris eller .københavn vil blive belyst.

Workshoppen vil blive struktureret som en paneldebat med efterfølgende dialog med tilhørerne. Debatten vil foregå på engelsk.

 

Ordstyrer:

Lise Fuhr, direktør, DIFO

Paneldeltagere:

  • Tina Dam, ICANN
  • Nick Wood, direktør, Com Laude, forvalter af virksomheders domænenavne med fokus på beskyttelse af varemærker samt formand for the European Communities Trade Mark Association, ECTA
  • Lisbet Andersen, Head of Trademarks, Bech-Bruun
Sidst opdateret 12.08.2010 kl. 13.04
Til top