Regeringens bredbåndsmål
Regeringen har to mål for udbredelsen af bredbånd i Danmark - ét for 2010 og ét for 2020: Inden udgangen af 2010 skal alle husstande og virksomheder have adgang til en bredbåndsforbindelse på mindst 512 kbit/s. I 2020 skal alle husstande og virksomheder have adgang til mindst 100 Mbit/s.
Både målet om adgang til bredbånd til alle i 2010 og adgang til 100 Mbit/s til alle i 2020 skal nås ved at fortsætte den markedsbaserede og teknologineutrale tilgang til bredbåndsudrulning.
2010 målet: Adgang til 512 kbit/s til alle
Ifølge IT- og Telestyrelsens bredbåndskortlægning var der medio 2009 under 9.000 husstande og virksomheder, der ikke kunne få adgang til en bredbåndsforbindelse. Det er forventningen, at alle vil kunne få adgang til bredbånd inden udgangen af 2010.
For at sikre, at alle får adgang til bredbånd inden udgangen af 2010, har vinderen af den såkaldte FWA-auktion i 2007 ELRO Erhverv A/S forpligtet sig til at levere en bredbåndsforbindelse på mindst 512 kbit/s inden for seks måneder i en række postnummerområder til kunder, der ikke kan få en bredbåndsforbindelse af anden vej.
2020 målet: Adgang til 100 Mbit/s til alle
Målet om adgang til 100 Mbit/s til alle i 2020 skal sikre, at det er muligt for enhver i Danmark at få adgang til nye digitale muligheder som videomøder, e-læringstilbud, telemedicin, streaming af film og nyheder, underholdning og adgang til digitale offentlige tjenester.
Adgang til 100 Mbit/s til alle i 2020 vil bidrage til opfyldelsen af det europæiske 2020-mål om, at alle EU-borgere skal have adgang til en internethastighed på 30 Mbit/s eller derover og at halvdelen eller flere af EU’s husstande abonnere på forbindelser på 100 Mbit/s eller over.
Der forelægger i dag ikke en præcis opgørelse over hvor mange af de danske husstande og virksomheder, der kan få adgang til bredbåndsforbindelser på 100 Mbit/s. IT- og Telestyrelsens bredbåndskortlægning viser, at det medio 2009 var omkring 77 % af alle husstande og virksomheder, der kunne få adgang til bredbånd på 10 Mbit/s eller mere.
IT- og Telestyrelsens bredbåndskortlægning vil fra 2010 indeholde data for udbredelsen af 100 Mbit/s, samt en lang række andre hastigheder.
For at nå målet om adgang til 100 Mbit/s til alle i 2020, har regeringen i forbindelse med kommende frekvensauktioner mulighed for at stille krav til auktionsvinderne om at dække specifikke områder med højhastighedsbredbånd.
Som et bidrag til opfyldelsen af målsætningen, har regeringen lanceret arbejdsprogrammet ”Digitale veje til vækst”, der blandt andet skal sikre, at de høje hastigheder følges af et tilsvarende udbud af attraktivt indhold og digitale færdigheder hos befolkningen.
English


