Om initiativet 'Offentlige Data I Spil'
Lad os få sat offentlige data i spil - offentlige data som råstof i en digital økonomi
'Offentlige Data I Spil - initiativet' handler om at skabe lettere og mere ensartet adgang til at anvende offentlige data som råstof i udvikling af innovative digitale tjenester i den private sektor.
Med fremkomsten af web. 2.0 og det sociale internet er der opstået nye markeder for digitalt indhold og nye måder at skabe digitale løsninger på, hvor borgere og forbrugerne i langt højere grad inddrages og deltager i udviklingsprocessen eller selv skaber løsninger. For at Danmark kan sikre fremtidens digitale produkter og services og bibeholde sin placering som et af verdens førende lande når det kommer til digitalisering af samfundet, er det nødvendigt at skabe en ramme, hvor alle kan være både forbrugere og skabere af digitale produkter og services. Tilgængelige offentlige data er et centralt råstof i denne proces, til gavn for såvel Danmarks konkurrenceevne, som styrken i den demokratiske proces.
Adgangen til offentlige data kombineret med private data giver grundlag for nye tjenester og anderledes analyser, ny information og bedre indsigt til nytte for både borgere og erhvervsliv. IKT-virksomheder vil kunne skabe en forretning i at udvikle digitale tjenester og avanceret indhold på baggrund af offentlige data og borgerne kan omsætte idéer, ønsker og kreativitet til konkrete innovationer.
Det er dog en væsentlig barriere, at der i dag ikke findes en ensartet praksis på området. Det betyder blandt andet, at mange virksomheder og iværksættere ikke ved, at de værdifulde data findes, og at mange offentlige myndigheder ikke er bevidste om værdien af deres data. Samtidig er der blandt de offentlige myndigheder stor forskel på, om virksomheder og iværksættere kan få adgang til data og - hvis de kan – på hvor nemt det er, hvad det evt. koster, og på hvilke betingelser data kan anvendes. Juridiske og privacy-mæssige udfordringer skal håndteres, og den eksisterende forretningsmodel, hvor myndigheder har indtægtsdækket virksomhed på salg af deres data, skal indtænkes.
IT- og Telestyrelsen har derfor igangsat initiativet Offentlige data i spil og arbejder med at udvikle en vision og et koncept for, hvordan man som virksomhed, iværksætter eller borger kan få adgang til offentlige data på en ensartet måde, så man får én indgang til at anvende offentlige data, hvor de juridiske, økonomiske og praktiske aspekter bliver håndteret under ét.
Læs mere om initiativet 'Offentlige Data I Spil' og deltag i debatten på Digitaliser.dk
English


