08.03.2011

Danmarks digitale førerposition udfordres

Internationale flag

Digitaliseringen buldrer frem i mange europæiske landet. Danmark er ved at blive indhentet af resten af Europa, når det kommer til digitaliseringen af offentlige tjenester, viser en ny måling fra EU.

Danmark har fået selskab af mange europæiske lande i superligaen for offentlig digitalisering. Det viser EU's årlige måling Digitizing Public Services in Europe: Putting ambition into action – 9th Benchmark Measurement December 2010”.

- Vi er stadig i førergruppen i forhold til digitaliseringen af offentlige tjenester som eksempelvis selvangivelsen, flytning, og ansøgninger til universiteterne. Men målingen viser, at vi ikke bare kan læne os tilbage. Hvis vi ikke vil overhales af resten af Europa, bliver vi nødt til at gøre endnu mere i de kommende år for at sikre, at vi fortsat kan levere bedre services til borgere og virksomheder for færre penge og dermed også sikre fundamentet for vækst, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.

Danmark er i 2010 i sammenligning med 2009 er faldet fra en 10. til en 14. plads hvad angår udbuddet af avancerede digitale offentlige tjenester. Målingen viser, at resten af Europa er ved at indhente lande som f.eks.  Malta, Portugal, Sverige, Østrig og Danmark, der i en række år har ligget i toppen af ranglisten.

Målingen viser, at Danmark er i blandt de bedste lande (4. plads), hvad angår integrerede offentlige tjenester som f.eks. start af en virksomhed. Dette skyldes, at Danmark sammen med bl.a. 5 andre lande har formået at få udviklet de nødvendige fælles-offentlige digitale værktøjer, som f.eks. NemID til elektronisk identifikation og ”single-sign-on” til offentlige tjenester.

- Regeringens kommende nye digitaliseringsstrategi for 2011-2015 skal sikre, at vi kan fortsætte i den internationale top. Det skal ske gennem yderligere digitalisering af den offentlige sektor – herunder særligt inden for de store velfærdsområder, siger Charlotte Sahl-Madsen.

Af målingen fremgår desuden, at Danmark har dannet skole for Europa hvad angår brug af elektronisk fakturering i det offentlige ved i 2005 at være det første land at gøre det obligatorisk. Rapporten nævner, at Sverige og Finland fulgte Danmarks eksempel i hhv. 2008 og 2010. Andre lande som Italien, Spanien og Frankrig er på vej med lignende ordninger.

Yderligere oplysninger om målingen kan fås hos kommitteret Yih-Jeou Wang, IT- og Telestyrelsen, e-mail: eller direkte tlf. 3545 0347.

Sidst opdateret 08.03.2011 kl. 10.34
Til top

Kontaktinformation

Yih-Jeou Wang Kommitteret Telefon: 72319129 Yih-Jeou Wang