Trådløse mikrofoner - find ledige frekvenser og apps på itst.dk
Fra den 1. november 2010 er der adgang til, at man uden tilladelse anvender frekvenser i frekvensbåndet 470-790 MHz til bl.a. trådløst mikrofonudstyr. Men hvordan finder man ud af, hvilke frekvenser man må anvende hvor? Det gør man via en interaktiv kortløsning på IT- og Telestyrelsens hjemmeside – eller via en app på din smartphone!
På itst.dk kan du fra i dag finde ud af, hvilke frekvenser du må anvende uden tilladelse til bl.a. trådløse mikrofoner, alt efter hvor du befinder dig i Danmark. Du finder de rigtige frekvenser ved at klikke på den relevante position på et kort eller ved at oplyser en adresse. Dataene – og dermed kortene – bliver opdateret, når IT- og Telestyrelsen udsteder tilladelser (f.eks. til DVB-T), som ændrer på anvendelsesmulighederne.
På itst.dk kan du også hente en app til din mobiltelefon, som du også kan bruge, når du skal finde ud af, hvilke frekvenser du lovligt kan anvende uden tilladelse, der hvor du nu befinder dig i Danmark. App’en bruger GPS’en i din telefon til at bestemme din præcise position, hvorefter app’en henter de relevante data hos IT- og Telestyrelsen. I første omgang er app’en tilgængelig til smartphones med Android styresystemet, men der arbejdes også på apps til smartphones med Symbian styresystemet, iPhones og Blackberry.
Med listen over de frekvenser, du lovligt kan anvende uden tilladelse til trådløse mikrofoner, kan du så vælge den frekvens eller det frekvensområde på listen, der f.eks. passer bedst til dit udstyr og som i praksis har den bedste kvalitet (mindst støj) på det konkrete brugssted.
IT- og Telestyrelsen er så vidt vides den første frekvensmyndighed i Europa, der stiller en løsning som denne til rådighed for brugerne af trådløse mikrofoner.
De data, der ligger til grund for de løsninger, IT- og Telestyrelsen har udviklet, vil også kunne benyttes af andre, i det omfang andre ønsker at udvikle mere sofistikerede løsninger. IT- og Telestyrelsens data er således tilgængelige i overensstemmelse med Videnskabsministeriets initiativ ”Offentlige Data I Spil” (ODIS).
Den interaktive kortløsning finder du her
Apps til mobiltelefoner finder du her
Baggrund
Trådløst mikrofonudstyr (eller mere generelt: PMSE – Programme Making and Special Events) har hidtil kunne anvendes uden tilladelse i frekvensbåndet 800-820 MHz og med individuel tilladelse i en anden del af frekvensbåndet.
I sommeren 2009 blev det besluttet at hele frekvensbåndet 790-862 MHz skal anvendes til elektroniske kommunikationstjenester, herunder mobilt bredbånd. Derfor har det været nødvendigt at finde nogle andre frekvenser til brugerne af bl.a. trådløst mikrofonudstyr.
Frekvensbåndet 470-790 MHz i dag er allokeret primært til broadcast (digitalt terrestrielt tv – DTT – med individuel tilladelse) og anvendes i overensstemmelse hermed. Den måde, frekvensbåndet 470-790 MHz er allokeret og anvendes på, indebærer, at der i områder af landet er såkaldte ”white spaces”.
”White spaces” er betegnelsen for geografiske områder, hvor der er ledige frekvenser i frekvensbåndet 470-790 MHz, som kan anvendes til andre formål end højeffekt broadcast. At frekvenserne er ledige skyldes, at det pågældende ”white space” ligger uden for det geografiske område, broadcasteren har tilladelse til at sende i. Imidlertid kan de ledige frekvenser ikke anvendes til storskala broadcast (broadcast i allotmentområder) i det område, de er ledige i, på grund af risiko for forstyrrelse af broadcasterens frekvensanvendelse i andre områder (den anvendelse som sker via MUX1-6 eller evt. nabolands-tv). De ledige frekvenser i de pågældende ”white spaces” vil dog kunne anvendes til andre formål, f.eks. til trådløst mikrofonudstyr.
Frekvensbåndet 470-790 MHz er, som det fremgår, allokeret primært til broadcast med individuel tilladelse til frekvensanvendelse. Det er derfor en afgørende forudsætning for anvendelsen uden tilladelse, at anvendelsen ikke forstyrrer eller lader sig forstyrre af broadcast. Anvendelsen af frekvenserne til broadcast vil således stadig som i dag have forrang frem for anden anvendelse. Derfor er der fastsat nogle nærmere regler om anvendelsen. Disse regler fremgår af to bekendtgørelser, som der er link til nedenfor.
Der vil i frekvensbåndet 470-790 MHz være ca. 100-140 MHz til rådighed for trådløse mikrofoner, afhængigt af hvor i landet anvendelsen finder sted.
Ændringen betyder, at man ikke længere behøver at ansøge IT- og Telestyrelsen om tilladelse, hvis man ønsker at anvende ledige frekvenser i frekvensbåndet 470-790 MHz til laveffekts radioanlæg.
Relevante links:
Bekendtgørelse om anvendelse af radiofrekvenser uden tilladelse samt om
amatørradioprøver og kaldesignaler m.v.
Overblik over frekvenser til trådløst mikrofonudstyr
English

