Den 11. februar er den internationale 112-dag
IT- og Telestyrelsen har i anledning af den internationale 112-dag samlet en række oplysninger om alarmsystemet, som ikke alle kender til.
Vidste du, at du kan bruge 112-nummeret til alarmkald i alle EU-lande?
- Hvis du svarede nej, er du ikke alene. Kun omkring hver tredje dansker er klar over, at man kan ringe 112 overalt i EU.
Europakommissionen har udnævnt den 11. februar til den internationale 112-dag for at fremme kendskabet til det fælles alarmnummer. Kommissionen har også udarbejdet forskelligt materiale til børn, blandt andet en quiz, som du kan finde her.
Vidste du, at du kan ringe 112 fra alle telefoner i Danmark og at det altid er gratis?
- Du kan ringe 112, selvom din mobiltelefon ikke har et SIM-kort – du kan altså godt ringe 112 fra den gamle telefon, du har liggende i skuffen, selvom du ikke har et aktivt abonnement.
- Du kan også ringe 112, selvom der ikke er penge på din taletidskonto eller din telefon er lukket af andre årsager.
Der er visse EU-lande, som kræver, at telefonen har et SIM-kort, for at du kan ringe 112 – det gælder Belgien, Bulgarien, Frankrig, Kroatien, Rumænien, Slovenien, Storbritannien og Tyskland. Du kan se mere om hvordan 112 fungerer i de enkelte lande her.
Vidste du, at alarmoperatøren kan se, hvor du ringer fra, også selvom du har hemmeligt nummer?
- Alarmoperatøren får automatisk oplysninger om, hvor dit opkald kommer fra, så snart du kommer igennem til centralen.
- For mobiltelefoner kan alarmoperatøren – ud over dine adresseoplysninger – se, hvilken mobilmast opkaldet stammer fra. Operatøren har altså at groft billede af, hvilket område du ringer fra.
Ved den seneste måling i 3. kvartal 2009 tog det i gennemsnit politiet 9 minutter og 13 sekunder at nå frem, fra en melding var modtaget. Du kan se mere statistik og et kort over responstider her.
Vidste du, at der er 8 alarmcentraler i Danmark?
- De 7 af disse, i Esbjerg, Hillerød, Odense, Slagelse, Viborg, Aalborg og Aarhus, ejes og betjenes af politiet.
- Den sidste og største alarmcentral, i Storkøbenhavn, ejes af Københavns og Frederiksberg kommuner samt Region Hovedstaden, og betjenes af Københavns Brandvæsen.
Det kræver en særlig uddannelse at betjene politiets alarmcentraler. De betjente, der besvarer opkald på politiets alarmcentraler, har gennemgået en særlig uddannelse for at sikre, at du får præcis den hjælp, som du har brug for.
Du kan læse mere om alarmsystemet i Danmark på Rigspolitiets informationsside på www.politi.dk. Du kan også finde en række nyttige oplysninger om 112-alarmopkald i de øvrige EU-lande på www.112.eu.
English

