Danmark er nu nummer 2 på bredbåndshastigheder i Norden
De nordiske telemarkeder følger hinanden ganske tæt, men ny statistik viser, at Danmark nu er nummer 2 i Norden, hvad angår hastigheder på bredbånd, kun overgået af Sverige. Danmark har 12,9 bredbåndsabonnementer per 100 indbyggere med en hastighed på mindst 10 Mbit/s mod Sveriges 14,5.
Et resultat af de nordiske telemyndigheders samarbejde (NDG) er det fælles nordiske statistiksamarbejde. Det nordiske statistiksamarbejde mødes to gange årligt og udarbejder blandt andet fælles nordisk telestatistik. I forbindelse med NDG’s møde i Helsinki den 15. og 16. juni 2010 blev den seneste udvikling på de nordiske telemarkeder præsenteret. Præsentationen kan tilgås her (på engelsk).
Statistikken viser også, at Danmark har den højeste udbredelse af bredbånd, både hvis mobilt bredbånd medregnes, og hvis det udelades. De nordiske lande ligger dog samlet set meget tæt, og alle er i top 10 i OECD for bredbånds-penetration uden mobilt bredbånd.
Danskerne er dog ikke det nordiske land, der har flest mobile bredbåndsabonnementer per indbygger. Her må vi se os overgået af Finland og Sverige. Ligesom finnerne og svenskerne bruger flere GB data per mobilabonnement.
Danskerne har i flere år været det folk i Norden, der sender suverænt flest sms’er - næsten 2000 pr. abonnement. Sverige er dog ved at indhente os. Finnerne sender ca. 500 sms’er om året per abonnement, men har flest mobilabonnementer. De taler også mest i mobilen, hvorimod danskerne siden 2006 har brugt færrest minutter per mobilabonnement i Norden.
Som noget nyt har Danmark flest IP-telefoni-abonnementer per indbygger i Norden, hvilket indtil 2009 var Norges domæne.
Fælles nordisk statistiksamarbejde
Det fælles nordiske statistiksamarbejde har blandt andet til opgave at udvikle og vedligeholde en fælles nordisk database med data fra de enkelte landes telestatistikker samt drøfte definitioner, så det er muligt at sammenligne tal de nordiske lande i mellem. Arbejdsgruppen arbejder derudover hen imod fælles holdninger til emner som bliver taget op i relevante internationale fora som OECD og EU. Arbejdsgruppen fungerer også som netværk til erfaringsudveksling og dag til dag drøftelser af statistikrelaterede emner.
For flere detaljer se præsentationen og de nordiske telemyndigheders statistiske publikationer.
Finnish Communications Regulatory Authority (FICORA)
Kommunikationsmyndigheten PTS, Sverige
English

