Analyse af engrosreguleringen på bredbåndsmarkedet
IT- og Telestyrelsen har udarbejdet en analyse af engrosreguleringen på bredbåndsmarkedet. I analysen kigger IT- og Telestyrelsen horisontalt på bredbåndsmarkedet for derigennem at identificere særlige udfordringer ved engrosreguleringen og undersøge, hvordan reguleringen kan understøtte en balanceret markedsudvikling.
På baggrund af en gennemgang af en række udviklingstendenser m.v. på bredbåndsmarkedet har IT- og Telestyrelsen i analysen identificeret fem væsentlige udfordringer, som vedrører:
- Udviklingen af mobilteknologier.
- Forholdet mellem den tjenestebaserede og den infrastrukturbaserede konkurrence.
- TDC’s udbygning af kobbernettet.
- Bredbånd via fibernet.
- Triple-play-løsninger.
De identificerede udfordringer analyseres nærmere ud fra et regulatorisk synspunkt. Det sker med udgangspunkt i den gældende engrosregulering på bredbåndsmarkedet. Effekten af reguleringen beskrives nærmere, hvor det er relevant, og det vurderes, om der er behov for alternative eller nye værktøjer til at håndtere udfordringerne. Endvidere ses der i relevant omfang på mulighederne og behovet for deregulering.
Analysen er primært tænkt som et internt værktøj – en slags forundersøgelse – som led i forberedelsen af de markedsundersøgelser, som IT- og Telestyrelsen påbegynder i 2011 på engrosmarkedet for fysisk netværksinfrastrukturadgang (”marked 4”) og engrosmarkedet for bredbåndstilslutninger (”marked 5”).
Indbydelse til at kommentere analysen
IT- og Telestyrelsen indbyder hermed alle interesserede til at kommentere styrelsens analyse af engrosreguleringen på bredbåndsmarkedet. Kommentarerne vil – sammen med analysen – indgå i styrelsens videre arbejde med markedsundersøgelser på de pågældende engrosmarkeder. Dette arbejde vil blive påbegyndt i starten af 2011.
Kommentarer, der kan sendes til , bedes være IT- og Telestyrelsen i hænde senest den 25. januar 2011.
Kommentarerne vil blive offentliggjort på IT- og Telestyrelsens hjemmeside.
English

