It-arkitektur slår an i det offentlige
Næsten to tredjedele af de offentlige myndigheder har fastsat retningslinjer for opbygning og sammenhæng i it-systemerne. Særlig staten oplever en stigning fra 63 til 69 procent. Det viser nye tal fra IT- og Telestyrelsen, som har fået Danmarks Statistik til at se nærmere på den offentlige sektors brug af it i 2008.
Staten går foran, når det drejer sig om at fastsætte retningslinjer for myndighedens it-arkitektur, det vil sige for opbygning og sammenhæng i it-systemerne. 69 procent af de statslige myndigheder mod 55 procent af kommunerne har udviklet sådanne retningslinjer. Det mest udbredte element i retningslinjerne er it-arkitekturens understøttelse af opgaveløsningen og findes i 2008 hos 77 procent af de myndigheder, som har retningslinjer for it-arkitekturen. Dette tal var i 2007 62 procent, så der er tale om en væsentlig stigning.
- Det er meget tilfredsstillende, at myndighederne bliver mere og mere bevidste om, at it og forretning skal tænkes sammen. Jeg kunne dog godt ønske, at endnu flere myndigheder havde fastsat retningslinjer for it-arkitekturen, men jeg er fortrøstningsfuld. Med de krav, der i dag stilles til myndighederne om udvikling af nye digitale løsninger til både borgere og virksomheder, er det altafgørende, at der er sammenhæng i løsningerne, og at de understøtter opgaveløsningen, siger videnskabsminister Helge Sander.
Lidt flere myndigheder end i 2007 anvender de offentlige it-standarder. Der er tale om en stigning fra 44 til 48 procent. Her tegner staten sig for en stigning fra 50 til 58 procent, hvorimod kommunerne oplever et fald fra 36 til 33 procent.
- Der er ingen tvivl om, at vi må sætte endnu mere ind på dette område. Hvis vi vil lave sammenhængende digitale løsninger, er det absolut nødvendigt, at vi anvender de samme standarder. Det er også baggrunden for, at vi har udviklet en helt ny udgave af kataloget over offentlige it-standarder på www.digitaliser.dk, hvor man nemt og hurtigt kan finde alt om it-arkitektur og standardisering, siger Helge Sander.
For yderligere information, kontakt:
IT- og Telestyrelsen: Morten Ellegaard, kontorchef for Kontoret for
it-styring og grøn it, mobil: 20 10 07 05,
.
English

