Informationsindsats skal sikre tilgængelige hjemmesider
Videnskabsministeriet, KL, Danske Regioner og Danske Handicaporganisationer søsætter en fælles kampagne, der skal gøre de offentlige hjemmesider tilgængelige for alle.
Videnskabsministeriet, KL, Danske Regioner og Danske Handicaporganisationer følger nu op på den kortlægning af 234 offentlige hjemmesiders tilgængelighed, som i juni 2008 viste, at der er et stykke vej før, de offentlige hjemmesider er fuldt tilgængelige.
- It skal være for alle. Det må være udgangspunktet i et moderne samfund som vores, at vi sikrer borgerne fleksibel adgang til det offentlige via digital selvbetjening. Med informationskampagnen får den offentlige sektor konkret vejledning i, hvordan man gør it tilgængelig, siger videnskabsminister Helge Sander.
Det følger af den obligatoriske åbne standard om it-tilgængelighed, som gælder fra 1. januar 2008, at it-tilgængelighed skal tænkes ind i forbindelse med indkøb af nye og udvikling af eksisterende offentlige hjemmesider. Men for at sikre it-tilgængelighed er det væsentligt også at fokusere på tilgængelighed i it-driften og it-organisationen i øvrigt.
Formålet med informationskampagnen er dels at tilbyde det offentlige konkret, praktisk vejledning og hjælp til tilgængelighedsarbejdet og dels at formidle viden om tilgængelighed for samlet set at bedre tilgængeligheden af de offentlige hjemmesider.
Som led i informationskampagnen vil IT- og Telestyrelsen månedligt give konkrete tips og tricks til, hvordan de offentlige webmastere kan gøre tilgængeligheden af hjemmesiderne bedre. Tips&Tricks vil indeholde temaer om de mest udbredte eller mest komplicerede fejl – og hvordan man kan håndtere dem – og i øvrigt orientere om, hvad der sker på tilgængelighedsdsområdet.
IT- og Telestyrelsen skriver også direkte til ledelserne og it-cheferne i de offentlige myndigheder, samt til de kommunale handicapråd med relevant og målrettet information om de mere politiske, organisatoriske og strategiske aspekter af it-tilgængelighed.
Se mere om kortlægningen af de offentlige hjemmesider på www.webtjek.itst.dk.
Tilmeld dig nyhedsmail på .
Kontaktperson i IT- og Telestyrelsen: Chefkonsulent Jesper Fejerskov, tlf. 35 45 01 35, e-mail .
English

