31.07.2009

Gebyrer breder sig til telemarkedet

Forbrugerne bør være opmærksomme på, at nogle teleselskaber er begyndt at opkræve ekstra gebyrer ud over den månedlige abonnementsafgift. Prispjece fra IT- og Telestyrelsen indregner alle gebyrerne.

De seneste måneder har nogle teleselskaber indført nye gebyrer, som forbrugerne ikke kan undgå. Det sker under betegnelser som regningsgebyr eller administrationsgebyr.

Gebyrer, som forbrugerne ikke kan undgå, betragter IT- og Telestyrelsen som en del af de faste omkostninger ved at have et teleabonnement. Derfor er generelle gebyrer lagt til abonnementsafgiften i en opdateret prispjece, der offentliggøres i dag på it-borger.dk.

- Jeg lægger stor vægt på, at priser og øvrige vilkår på telemarkedet er til at gennemskue for den almindelige forbruger. Ekstra gebyrer gør det vanskeligere for forbrugerne at sammenligne teleselskabernes priser. Jeg håber ikke, at generelle gebyrer er en praksis, der vil vinde indpas på telemarkedet, siger videnskabsminister Helge Sander.

Prispjecen indeholder en oversigt over de billigste abonnementer indenfor mobiltelefoni, fastnettelefoni, bredbånd, bredbåndstelefoni og mobilt bredbånd. Prispjecen bruger oplysninger trukket fra teleguiden på it-borger.dk.

Den 1. juli 2009 trådte en ændret roamingforordning i kraft. Den medfører lavere priser for forbrugere, der tager deres mobiltelefon med til et andet EU-land. Prispjecen indeholder et særligt fokuskapitel om de nye regler.

Læs prispjecen her

For yderligere oplysninger kontakt specialkonsulent Flemming Bøgh-Sørensen på 35450305 eller eller konst. souschef Hans Bøgesvang Riis på 35450248 eller

Sidst opdateret 13.08.2010 kl. 15.51
Til top