Pressemeddelelse - Få styr på mobildatapriser fra udlandet
Store sportsbegivenheder kommer til at præge mediebilledet til sommer. Måske er du en af de heldige, der har fået adgang til EM, Tour de France eller OL – og som gerne vil dele dine oplevelser med dem derhjemme. Vær derfor opmærksom på, hvad det koster at sende data over mobilen fra udlandet. På it-borger.dk hjælper IT- og Telestyrelsen dig med at undgå faldgruberne.
Far skal foreviges til en uforglemmelig fodboldfest i Østrig, Hele familien skal fotograferes heppende på Alpe d’Huez. Eller OL-minderne fra Kina skal blitzes. Og det hele skal selvfølgelig sendes direkte hjem på MMS til dem, der bliver grønne af misundelse.
”Mange benytter sig af muligheden for at sende data over mobilen. Det er jo en nem måde at kommunikere visuelle budskaber på. Men det kan være svært at gennemskue, hvad det koster, og i mange tilfælde er priserne urimeligt høje fra teleselskabernes side. Det arbejder vi i EU-regi med at få grebet ind overfor – men det er en proces, der ikke er afsluttet på denne side af sommerferien. Derfor har IT- og Telestyrelsen sat fokus på emnet på portalen it-borger.dk”, siger videnskabsminister Helge Sander.
Først og fremmest skal du sikre dig, at dit abonnement tillader dig at sende data fra udlandet. Det kan du tjekke hos din teleudbyder. Her kan du også undersøge, hvilke operatører i udlandet din udbyder samarbejder med. Priserne kan nemlig variere, alt efter hvilken udenlandsk operatør du bruger. Det kan også have indflydelse på prisen, om du har abonnementsordning eller taletidskort.
MMS afregnes lidt forskelligt fra selskab til selskab. De fleste afregner for den datamængde, der afsendes, eventuelt tillagt en fast pris for hver MMS. Vær opmærksom på, at det også koster penge at modtage en MMS.
Find mange flere gode råd på www.it-borger.dk/forbrug/mobiltelefoni/udland. Temaet omhandler også mobilt bredbånd.
For yderligere information:
Kontakt telegrafinspektør Jane Ørum, tlf. 35 45 02 09 eller specialkonsulent Flemming Bøgh-Sørensen, tlf. 35 45 03 05.
English

