IT- og Telestyrelsen lancerer Digitalisér.dk – én indgang til it-arkitektur og standardisering
Digitalisér.dk er en portal, som giver én fælles indgang til offentlig it-arkitektur og åbne standarder for alle myndigheder, leverandører og andre, der ønsker at deltage i udviklingen af det digitale Danmark.
Kontorchef i Kontor for Standardiserings- og Arkitekturpolitik, Per Schulz Eeg, som er strategi- og forretningsansvarlig for projektet, forklarer: ”Digitalisér.dk skal give det overblik, som er en væsentlig forudsætning for at realisere visionerne i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi, idet visionerne netop bygger på fælles krav til it-arkitektur og krav om interoperabilitet mellem it-systemer.”
Udstillingsvindue og mødested
Digitalisér.dk fungerer som udstillingsvindue og mødested, hvor det er nemt at finde eller tilføje indhold eller "ressourcer" som for eksempel xml-schemas, arkitekturdokumenter eller beskrivelser af webservices, og hvor man kan debattere den fællesoffentlige digitalisering gennem naturlige samarbejdsformer på internettet snarere end gennem formelle processer.
Samarbejde i og imellem grupper
Brugere og indhold er organiseret i grupper. Det giver et naturligt samarbejdsforum, hvori man kan udveksle indhold, vejlede og debattere med hinanden. Gruppen ejer indholdet eller "ressourcerne" og bestemmer selv, hvornår det er modent til at blive offentliggjort.
Nem adgang til indhold
Kontorchef i Kontor for IT-Infrastruktur og Implementering, Christian Lanng, som er implementeringsansvarlig for Digitalisér.dk, fortæller: ”Digitalisér.dk skal hænge naturligt sammen med de redskaber, brugerne i øvrigt bruger i dagligdagen - sociale websites, andre danske og internationale digitaliseringssites, nyhedsmedier og applikationer på deres eget skrivebord. Al det relevante indhold er tilgængeligt gennem browseren, i ét søgefelt, eller som feeds og webservices.”
Mange slags indhold
Det har været afgørende i udviklingen at Digitalisér.dk kan rumme alt det indhold, som giver brugerne værdi – det kan være alt fra syntaksdefinitioner over beskrivende arkitekturdokumenter til webservicestamkort eller diagrammer og tegninger. Derfor er ressourcebegrebet rummeligt og kan dække over næsten alle former for indhold.
Tag-baseret filtrering af indhold
Søgeresultater, ressourcelister og lignende bliver meget lange når man arbejder med store datamængder som i Digitalisér.dk. Portalen løser denne problematik med dynamisk filtrering af det viste indhold. Eksempelvis kan et søgeresultat filtreres ud fra de tags, der er knyttet til de forskellige elementer i søgeresultatet.
Intuitivt og avanceret interaktionsdesign
Digitalisér.dk indeholder meget store mængder information, og for at brugeren kan bevare overblikket, vises kun det vigtigste for brugeren, når vedkommende interagerer med websitet. Faneblade samler relateret indhold, og JavaScript-teknologi folder tung information til overskrifter eller overskrifter til detaljeret visning.
Frigives som open source
Digitalisér.dk er baseret på Fedora Commons og Umbraco CMS. Komponenterne er videreudviklet til at løse de specialiserede opgaver i Digitalisér.dk og vil blive frigivet som open source. Projektet er allerede oprettet på Softwarebørsen, og fra 1. februar 2009 vil softwarekomponenterne frit kunne downloades derfra.
Christian Lanng fortsætter: ”Vi er kun lige begyndt, og vi arbejder i en agil proces, hvor vi hellere vil levere noget nu og få feedback på det og så i øvrigt bygge videre. Vi skal lære af de store websucceser - Facebook, Wikipedia og sikre, at vi får inddraget brugerne langt mere i vores løsninger. Vi har lært, at det skal være nemt og sjovt at bidrage, og at mange brugeres beskedne forbedringer af indholdet giver stor værdi. Derfor forestiller vi os at tilføje Web 2.0 funktionalitet som for eksempel mulighed for at kommentere, rate og tagge indhold til den næste version af Digitalisér.dk.”
Besøg Digitalisér.dk
English

