Pressemeddelelse - Vinderen af FWA-auktionen udpeget
Dato: 12.06.2007 IT- og Telestyrelsen har i dag udpeget ELRO Erhverv A/S som vinder af FWA-auktionen.
Det betyder, at det vil være ELRO Erhverv A/S, der skal være med til at
sikre, at alle danskere får adgang til bredbånd inden udgangen af
2010.
ELRO Erhverv A/S får med tilladelsen mulighed for at opbygge et
trådløst alternativ til de tele-, kabel- og fibernet, som i forvejen
konkurrerer om at tilbyde befolkningen internetadgang. ELRO Erhverv A/S
er dog forpligtet til også at levere bredbånd til en del af landets 2,5
mio. husstande, som endnu ikke har mulighed for bredbånd - typisk fordi
de bor i mere befolkningstynde områder i landet.
Konkret indeholder tilladelsen krav om, at ELRO Erhverv A/S skal levere
internetadgang med en hastighed på mindst 512/128 kbit/s.
Frekvenstilladelsen bliver "teknologineutral", så ELRO Erhverv A/S
bestemmer selv, hvordan virksomheden vil bære sig ad med at
bredbåndsdække de husstande, der er omfattet af dækningskravet.
Den konkrete udformningen af kravet om bredbåndsdækning er sket på
baggrund af IT- og Telestyrelsens anbefalinger og under tæt inddragelse
af de telepolitiske ordførere.
Der indkom to bud ved auktionen. Prisen for tilladelsen er
117.000.000,00 kr.
Yderligere oplysninger:
Om auktionen: Se IT- og Telestyrelsens hjemmeside www.itst.dk under "It og Tele",
"Mobilområdet", "FWA auktion 2007" / kontakt vicedirektør Finn Petersen
på telefon 3545 0110 eller fungerende kontorchef Susanne Viuf på
telefon 3545 0384.
Om vinderen: Se selskabets hjemmeside: www.elro.dk
English

