Breadcrumbs

Du er her: itst.dk   Nyheder   Nyhedsarkiv   2007   Pressemeddelelse - Tjek mobilpriser inden rejsen
18.06.2007

Pressemeddelelse - Tjek mobilpriser inden rejsen

Måske har du allerede hørt, at det snart bliver billigere at bruge mobilen, når du er i udlandet.

Det gør det også, men først til efteråret. Indtil da kan det stadig blive en dyr fornøjelse. Få gode råd i temaet om udlands-mobilpriser på IT- og Telestyrelsens portal it-borger.dk.
 
Er der én ting, du ikke glemmer på ferierejsen, så er det mobilen, mon ikke? Det er jo rart at have kontakt med familie og venner fra ferieparadiset. Du skal bare betale for det, men ved du, hvad det koster?
 
 "Man kan godt blive slemt overrasket, når mobilregningen kommer ind af døren efter ferien i udlandet. Både at ringe op fra ferien og modtage opkald kan blive en dyr affære. For eksempel kan mobilsvar koste dyrt, da man skal være opmærksom på, at man bliver opkrævet for to opkald. Opkaldet til mobilen i udlandet og opkaldet fra mobilen til telefonsvareren i Danmark. Det kan man godt undgå", siger telegrafinspektør Jane Ørum fra IT- og Telestyrelsen.
 
Jane Ørum tilføjer, at man skal huske at tænde sin mobil, når man kommer tilbage til Danmark. Ellers vil den stadig være registreret på det udenlandske net, og opkald til telefonen/svareren vil blive takseret efter de udenlandske takster.
 
I temaet om udlandstelefoni på it-borger.dk kan du få mange flere gode råd. Både når du ringer til og fra udlandet. Du kan f.eks. finde priseksempler på, hvad det koster hos forskellige danske mobilselskaber at ringe til Danmark fra 10 forskellige lande hhv. at modtage opkald i disse lande samt sende og modtage SMS'er. Der findes også en liste med links til de enkelte selskabers udlandspriser.
 
Lavere udlandspriser til september
Efter blandt andet dansk pres er det blevet besluttet i EU at indføre fælles regler, som skal sænke roaming-priserne, dvs. priserne for at ringe op fra eller modtage opkald på sin mobil i lande inden for EU. De nye EU-regler gælder dog i første omgang kun for taleopkald. Så det kan stadigvæk blive dyrt, hvis man skal sende en SMS eller MMS, eller hvis man skal downloade et videoklip eller lignende.
 
De lavere priser forventes at slå igennem fra september. I løbet af juli vil du blive kontaktet af dit teleselskab, hvor de informerer dig om, hvordan du skal forholde dig.
 
Du kan herefter vælge at tilslutte dig den nye ordning med de lavere priser. Det vil tage op til en måned fra din tilslutning, til priserne træder i kraft - dog tidligst 30. august. Hvis du f.eks. tilslutter dig den 10. august, vil de lave priser være gældende den 10. september. 30. september vil alle, der ikke aktivt har tilmeldt sig den nye ordning, blive overført til de lavere priser, med mindre de i forvejen har aftalt en helt særlig udlandspakke med deres mobilselskab.
 
Klik ind på www.it-borger.dk/
 
For yderligere information:
- om udlandspriser, kontakt Jane Ørum, IT- og Telestyrelsen, tlf. 35 45 02 09.
- om den nye roaming-forordning, kontakt Jakob Willer, IT- og Telestyrelsen, tlf. 35 45 01 19.
 
 

Sidst opdateret 13.08.2010 kl. 16.59
Til top
Jane Patzy Ørum Telegrafinspektør Telefon: 72319359 Jane Ørum