Pressemeddelelse - Standardisering af data får en hjælpende hånd - en ny OIO-arbejdsmodel fra IT- og Telestyrelsen
Datastandardisering er nødvendigt for at skabe sammenhængende og åbne systemer i digital forvaltning og i det hele taget for at virkeliggøre det digitale Danmark.
IT- og Telestyrelsen har med publikationerne "OIO-arbejdsmodellen for data-standardisering i sektorerne" sat fokus på udvikling og anvendelse af datastandarder i sektorerne. OIO-arbejdsmodellen er blevet til gennem bidrag fra mange af de offentlige myndigheder, som allerede er i gang med datastandardisering. Publikationerne om OIO-arbejdsmodellen, der offentliggøres i dag, gennemgår de vigtigste indsatsområder for datastandardisering og opridser de styringsmæssige udfordringer.
OIO-arbejdsmodellen kan bidrage til de kommende års arbejde med at standardisere data i den offentlige sektor og dermed understøtte implementeringen af åbne standarder. Det er en opgave, det er helt nødvendigt at bruge kræfter på i de kommende år. Det viser rapporten "IT i praksis 2006" fra Rambøll Management med al tydelighed. 97 % af de adspurgte 258 private og offentlige chefer har udpeget standardisering som et af de centrale digitaliseringsinitiativer i fremtiden.
Vi er glade for at præsentere en første udgave af OIO-arbejdsmodellen, så arbejdet med begrebsafklaring og datastandardisering kan få rådgivning og inspiration og mulighed for at blive udført efter en fælles rettesnor, siger Marie Munk, vicedirektør i IT- og Telestyrelsen.
Allerede nu ser vi flere udvalg, der på sektorniveau sikrer koordinering og rettidig styring, så budskabet om, at det gælder om at komme i gang - på den rigtige måde - er modtaget, siger Eva Born Rasmussen, kontorchef i IT- og Telestyrelsen.
Publikationerne, som beskriver OIO-arbejdsmodellen, kan rekvireres hos IT- og Telestyrelsen, men allerede fra i dag findes publikationerne i elektronisk form.
Arbejdsmodellen består af 7 publikationer fordelt i tre sæt:
Overblik:
1. Overblik for beslutningstagere
2. Datastandardisering - Introduktion
Indsatsområder:
3. Sektorstandardiseringsudvalg
4. Begrebsafklaring i sektoren
5. OIO-datastandardisering
6. OIO-projekt
Værktøj:
7. God praksis for informationsmodellering
For mere information kontakt specialkonsulent Jan Brown 7231 9180 eller kontorchef Cecile Christensen
.
English

