Pressemeddelelse - Dobbelt så mange mobilabonnementer som fastnetabonnementer
Der er i dag dobbelt så mange mobilabonnementer som fastnetabonnementer i Danmark. Danskerne får til stadighed hurtigere bredbåndsforbindelser, og datatrafik over mobiltelefoner er i vækst. Det viser de nyeste tal fra IT- og Telestyrelsens telestatistik for 1. halvår 2007.
I 2001 overhalede antallet af mobilabonnementer antallet af
fastnetabonnementer. Tendensen er fortsat, og der er nu dobbelt så
mange mobilabonnementer som fastnetabonnementer i Danmark. Således var
der ved udgangen af 1. halvår 2007 over 6 mio. mobilabonnementer,
hvilket svarer til en vækst på 7 procent på et år. Til gengæld er der
nu kun 3 mio. fastnetabonnementer, svarende til et fald på 8 procent i
forhold til 1. halvår 2006.
Danmark har Europas højeste udbredelse af bredbånd, og hastighederne er
stigende. Ved udgangen af 1. halvår 2007 var der 1,9 mio.
bredbåndsforbindelser, svarende til 34,2 bredbåndsforbindelser pr. 100
indbyggere. Det er en stigning på 130.000 bredbåndsforbindelser i
forhold til 2. halvår 2006. I samme periode er der sket en stigning i
andelen af DSL-forbindelser med en kapacitet på over 2 Mbit/s mod
kunden. Disse udgør nu 40 procent af alle DSL-forbindelser, hvor
andelen var 24 procent ved udgangen af 2. halvår 2006.
Dataoverførsel over mobiltelefonen er seksdoblet siden sidste år. Der
blev i 1. halvår 2007 flyttet 79 mio. MB (megabyte) mod 13 mio. MB i
samme periode af 2006.
"Mobiltelefonen er en helt central del af danskernes hverdag, og det
er interessant, at markedet for mobildata begynder at røre på sig.
Danmark har Europas højeste udbredelse af bredbånd. Oven i købet med
stadigt lavere priser og med stigende hastigheder. Men IT- og
Telestyrelsen er dog samtidig meget opmærksom på, at Danmark ikke er
førende i Europa, hvad angår høje hastigheder og lave priser. Det er en
udvikling, vi følger tæt", udtaler direktør for IT- og
Telestyrelsen Jørgen Abild Andersen.
Disse og andre udviklingstendenser på det danske telemarked fremgår af
IT- og Telestyrelsens telestatistik for 1. halvår 2007, som styrelsen
offentliggør i dag. Læs statistikken
her.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til direktør Jørgen Abild Andersen på telefon 35 45 01 00, vicedirektør Finn Petersen på telefon 35 45 01 10, eller souschef i Telestrategisk Kontor Mette Stürup på telefon 33 37 91 81.
English

