Breadcrumbs

Du er her: itst.dk   Nyheder   Nyhedsarkiv   2007   Evaluering af netsikker nu! 2007 - Danmarks seniorer motiverede for it-sikkerhed
30.11.2007

Evaluering af netsikker nu! 2007 - Danmarks seniorer motiverede for it-sikkerhed

Datastue stort

Det sidste punktum i evalueringen af netsikker nu! 2007 er sat. Evalueringen er gennemført i et samarbejde mellem MEGAFON A/S og kampagnesekretariatet. Evalueringen viser, at Danmarks seniorer finder det både vigtigt og relevant med it-sikkerhedskampagner for ældre. Desuden ser de store fordele i at kunne begå sig sikkert på nettet.

Afvikling af netsikker nu! 2007

Kampagnedagen for netsikker nu! 2007 blev afholdt tirsdag den 9. oktober 2007. I alt deltog 23 virksomheder og organisationer i arbejdet med kampagnen. Der blev afholdt 247 aktiviteter, som dækkede hele Danmark. Ca. 23.000 personer har indtil videre deltaget i kampagnens aktiviteter. Heraf har ca. 5.000 personer besøgt kampagnens hjemmeside, og 5.705 personer har set kampagnefilmen. Ca. 600 personer besøgte kampagnens oplevelsestelt på Rådhuspladsen. Herforuden er der uddelt 134.000 eksemplarer af netsikker nu! @visen.
 
Kampagnen er blevet omtalt i ca. 120 pressetekster fordelt på 81 forskellige medier i perioden 8. september til 22. oktober. Heraf blev kampagnen omtalt i fem tv-indslag.

MEGAFONS evaluering af kampagnen

Megafon har evalueret på borgernes deltagelse i kampagneaktiviteterne i Ældremobiliseringens datastuer og deres generelle holdning til brugen af it og egen it-sikkerhed. Desuden har de evalueret på kampagneaktiviteten (oplevelsestelt) på Rådhuspladsen og på befolkningens kendskab til kampagnen.

Hovedkonklusioner fra datastuer

Der er en generel opfattelse af, at internettet er et vigtigt redskab i hverdagen. Fordelene ved at bruge nettet fremhæves som grunden til, at de ældre gerne vil lære mere om brugen af nettet og it-sikkerhed.
 
En del af de adspurgte bruger nettet uden at vide, at det er nødvendigt, at de sikrer sig. Nogle undlader helt at bruge nettets mange muligheder, som for eksempel digital signatur, fordi de er usikre på det tekniske og nervøse omkring sikkerheden. Derfor oplever de det også som relevant og vigtigt, at en kampagne som netsikker nu! sætter fokus på ældres brug af it og internet. Samtlige informanter giver også udtryk for, at de gerne vil deltage igen.
 
En del af informanterne er især usikre på brugen af de internetfunktioner, der har med penge, handel og personlige oplysninger at gøre. Informanterne ønsker derfor også mere undervisning i generel it-sikkerhed. Utryghed og uvidenhed om brugen af digital signatur holder de ældre fra at bruge den. Der er dog udbredt enighed om, at det ville være en stor fordel at lære at bruge digital signatur.
 
Informanterne opfordrer til, at kampagnen forlænges, så der er basis for mere læring.

Hovedkonklusioner fra aktivitet på Rådhuspladsen

Det konkluderes, at det fokus, der har været i pressen omkring teltet på Rådhuspladsen, har haft en effekt, idet lidt over en tredjedel enten var blevet opfordret af venner og familie til at besøge teltet eller havde hørt om teltet i medierne.
 
Størstedelen af de besøgende (80 %) var tilfredse med deres besøg i teltet, og næsten halvdelen af de besøgende havde lært noget nyt ved deres besøg. Derudover har næsten halvdelen svaret, at besøget i teltet vil påvirke deres brug af nettet fremover. Næsten alle (96 %) mente, at det er god idé med en kampagne om it-sikkerhed for ældre.
 
Kampagnens navn ”netsikker nu!” er endnu ikke så fasttømret i befolkningens erindring, og blot en fjerdedel af de besøgende i teltet vidste, at kampagnen hedder netsikker nu!, mens 71 % enten ikke kunne huske eller kendte ikke kampagnens navn.
 
Hovedkonklusioner fra telefoninterviews om kendskab til kampagnen
Kampagnesekretariatets presseindsats har haft en tilfredsstillende effekt i forhold til kendskabet til kampagnen, idet lidt over en tredjedel har bemærket kampagnen i medierne. Desuden vidste 29 % af de adspurgte, at sikker brug af nettet var formålet med kampagnen, og 32 % af de adspurgte svarede, at det er sandsynligt, at kampagnen vil påvirke deres bruge af nettet fremover.
 
Der er dog ikke så mange af de interviewede, der har deltaget i kampagnens aktiviteter: 1 % har besøgt teltet på Rådhuspladsen, og ingen har besøgt datastuerne. 2 % har ringet til en telefonrådgivning om it-sikkerhed. 94 % har ikke deltaget i kampagnen.
 
87 % af de interviewede mener, det er en god idé at lave en kampagne om it-sikkerhed for befolkningen over 60 år.

Sidst opdateret 13.08.2010 kl. 16.14
Til top