Digital signatur i vækst trods lav viden om it-sikkerhed
Nu har over 800.000 fået udstedt signatur. Men ikke alle bruger den, viser tal fra It- og Telestyrelsen.
En ny undersøgelse af den danske befolknings holdning til
it-sikkerhed fra IT- og Telestyrelsen viser, at danskernes brug af den
digitale signatur ikke er høj. Undersøgelsen blev gennemført i august
2006. Den såkaldte KFE-undersøgelse (kendskab, forståelse og
efterlevelse) viser et relativt lavt kendskab til, at man kan logge sig
ind på en række offentlige tjenester på nettet, og at man kan signere
e-mails med digital signatur.
Der findes ikke et fuldstændigt billede af, hvor meget den digitale
signatur anvendes på de forskellige tjenester, men i de seneste år er
der sket en kraftig vækst. F.eks. er antallet af personer, der har
logget på SKATs "Tast Selv Borger" med digital signatur ), steget med
168 % fra 2004 til 2005. I alt har der i 2005 været 487.248 logins med
digital signatur - og det er i fortsat vækst. Og i den elektroniske
postboks e-Boks er antallet af brugere med digital signatur tredoblet
gennem de seneste to år - det svarer til mere end 100.000 logins hver
eneste måned. Også her er der fortsat vækst.
Flere tjenester giver flere signaturer
Imens får flere og flere en digital signatur, som i midten af januar
2007 lå på godt 807.000 udstedte signaturer. Fortsætter stigningen, vil
millionen været rundet omkring efterårsferien.
Antallet af signaturer har taget et kraftigt ryk opad siden efteråret
2006. Således rundede antallet af registrerede signaturer i uge 46
5.000 stk. pr uge, og siden har det ikke været under. Før uge 46 har
antallet af udstedte signaturer ligget mellem 3.000 og 4.000 pr. uge.
Stigningen er bemærkelsesværdig, fordi der i perioden ikke har været
informationskampagner, hvor særlig opmærksomhed ellers har givet store
stigninger i antallet af udstedte signaturer. Men det kan skyldes SKATs
udsendelse af forskudsopgørelsen, som netop begynder i starten af
november og forløber over en fire-ugers periode. Ved udsendelsen af
selvangivelsen i foråret 2006 var der også stigninger i antallet af
signaturer
Det understreger den tætte sammenhæng der er imellem antallet af
signaturer og udbredelsen af nye digitale offentlige tjenester. Senest
har Region Midtjylland gjort det muligt for borgere, der har været
indlagt på hospitaler i det gamle Viborg Amt, at se egen patientjournal
ved hjælp af digital signatur. Og inden for den private sektor har 340
frisører eksempelvis gjort det muligt at bestille tid til klipning med
digital signatur.
Mobil signatur
At undersøgelsen påviser en relativt lav brug af digital signatur
trods stigningen i antallet, kan skyldes, at signaturen kan være svær
at installere og bruge for mange mennesker. Også at man ikke uden
videre kan bruge signaturen på forskellige pc'ere, har været nævnt som
årsag.
"Undersøgelsen viser, at vi stadig har meget at arbejde med, og jeg er
glad for, at vi kan bruge statistikkerne efter hensigten. Nemlig som et
værktøj til at målrette vores løsninger og indsatser, så vi får større
udbredelse og anvendelse af signaturen", udtaler vicedirektør Marie
Munk fra IT- og Telestyrelsen.
It- og Telestyrelsen arbejder løbende på at forbedre mobiliteten, og
der er for nylig udviklet en mobil signatur på et lille CD-kort.
Fordelen ved den er at den ikke skal installeres på computeren og
dermed er nem at tage med sig. Samtidig vil der i forbindelse med
udvikling af næste generation digital signatur være endnu mere fokus på
brugervenligheden.
English

