AJAX - nu tilgængelig?
AJAX, der står for Asynchronous JavaScript and XML, betyder, at enkelte elementer på en side kan opdateres, uden at hele siden skal det. Det er rigtig smart på steder, hvor der sker en intensiv interaktion, dvs. oftest i noget der minder om, eller er egentlige applikationer på nettet. Men er det - eller kan det gøres - tilgængeligt? Læs mere om diskussionen her.
Der er rigtig mange eksempler på benyttet AJAX, f.eks. Flickr, Gmail, Basecamp og mange andre. Der har bare hidtil været et problem. Det har ikke været tilgængeligt.
Hvad er problemet?
Problemet er, at f.eks skærmlæsere ikke får at vide, at elementer på siden opdateres, og at fokus i hjælpemidlet derfor ikke flyttes til det opdaterede. Det kræver ikke den store fantasi at forestille sig, at det giver store problemer for brugeren, der ikke kan følge med i, hvad der sker på siden.
En løsning på vej?
Ja, det vil sige, hmmm. Den er her ikke endnu.
I WAI (Web Accessibility Initiative) arbejdes der på højtryk for at komme med en løsning. Det sker under navnet WAI-ARIA (Accessible Rich Internet Applications).
Derudover er der udviklet en løsning, der tilsyneladende fungerer i JAWS 7 (JAWS er en skærmlæser). Du kan læse om denne løsning hos Juicy Studio. Det skal dog siges, at vi i Danmark endnu ikke har JAWS 7, men for de flestes vedkommende stadig er på en version 5.
Konkluderende:
Så længe, der ikke er en endelig løsning, der gør AJAX-sider tilgængelige for skærmlæsere, vil KIA anbefale, at det overvejes meget, meget nøje, hvilken ekstra funktionalitet AJAX-teknikken bringer i den enkelte løsning, om denne ikke kan tilvejebringes via mere "klassisk" teknik og om den er nødvendig.
English

