Pressemeddelelse - Nu koster det også, når opkaldet ikke bliver besvaret
Flere og flere teleselskaber opkræver nu også opkaldsafgift ved ubesvarede opkald på fastnettet. Det betyder, at det allerede koster, når man trykker det første ciffer i det kaldte nummer. Det fremgår af IT- og Telestyrelsens seneste webbaserede prispjece "Hallo, hallo, ved du hvad det koster?" på www.it-borger.dk.
På mobilområdet har det været normalt med opkaldsafgifter, også til
ubesvarede kald, men ikke på fastnettet. Det ændrer sig nu, hvor knap
halvdelen af selskaberne også tager penge for ubesvarede opkald. Til
gengæld har disse udbydere typisk sat den almindelige opkaldsafgift
ned, fra 25 øre til 22,5 øre, for besvarede kald. Men man betaler så
også 22,5 øre for de ubesvarede kald.
Hvis man foretager meget få opkald, bliver ens regning en lille smule
mindre, men til gengæld koster det, når man ringer forgæves, f.eks. når
der er optaget hos lægen, eller når der ikke er nogen hjemme.
"En del af de opkald vi foretager, er enten ubesvarede eller til en
optaget telefon. Det kan koste penge fremover, så det er med at holde
et vågent øje med opkalds-afgiften for eksempel ved at gå ind på www.teleprisguide.dk, hvor alle
opkaldsafgifterne indgår i prissammenligningen", siger overkontrollør i
IT- og Telestyrelsen Jane Ørum.
Det drejer sig om selskaberne ACN, ELRO, Energi Randers Tele, LEASY,
TDC og Tele2, som alle har indført opkaldsafgift på ubesvarede opkald
på ét eller flere fastnetabonnementer.
På www.it-borger.dk kan man læse
prispjecen om de fem billigste selskaber på fastnettet, mobilnettet og
internettet samt mere om opkaldsafgifter. Oplysninger om alle
selskaber, abonnementer samt opdaterede priser kan findes på www.teleprisguide.dk.
Yderligere oplysninger:
Jane Ørum på telefon 3545 0209 eller e-mail:
">
,
Jens Kristian Lorentsen på telefon 3545 0206 eller e-mail:
">
English

