Breadcrumbs

Du er her: itst.dk   Nyheder   Nyhedsarkiv   2006   Pressemeddelelse - Frekvenser skal sikre 100% bredbåndsdækning i Danmark
01.11.2006

Pressemeddelelse - Frekvenser skal sikre 100% bredbåndsdækning i Danmark

Der er godt nyt til de sidste to procent af Danmarks befolkning, som bor i de områder, hvor der endnu ikke er mulighed for at få bredbånd.


Videnskabsminister Helge Sander løfter nu sløret for, at ledige FWA-frekvenser skal anvendes til at sikre hurtig adgang til internettet for alle i Danmark.
 
"I løbet af 2007 vil vi afhænde en række ledige frekvenser med en betingelse om, at man skal sikre bredbånd til de områder, som ikke vil blive dækket ad anden vej. Der forestår nu et arbejde med at kortlægge, hvor der ikke er bredbånd i forvejen. Men det er min forventning, at alle i Danmark vil have adgang til bred-bånd i løbet af tre års tid", siger Helge Sander.
 
Når løsningen er en realitet, vil det i praksis betyde, at husstande uden mulighed for bredbånd kan sætte en lille antenne på taget. Igennem den kan husstanden både hente og sende data med høj hastighed. F.eks. betyder det for mange land-mænd, at de bedre kan udnytte moderne teknologi i landbruget, f.eks. fodringsanlæg.
 
"Hvis vi virkelig vil udbrede digital forvaltning, er det vigtigt, at alle i Danmark har adgang til bredbånd. Det er også afgørende for at sikre alle borgeres deltagelse i det globaliserede samfund", siger Helge Sander.
 
Initiativet, som skal sikre alle danskere adgang til bredbånd, kommer kort tid efter, at OECD har meddelt, at danskerne har overhalet både Island, Holland og Sydkorea med flest bredbåndsforbindelser pr. 100 indbyggere.
 
"Vi er allerede førende på bredbåndsudbredelse, nu kommer vi så også helt til tops på tilgængelighed", siger Helge Sander.
 
For yderligere information kontakt vicedirektør tlf.: 3545 0110 eller kontorchef tlf.: 3545 0370.

Sidst opdateret 13.08.2010 kl. 16.14
Til top