Breadcrumbs

Du er her: itst.dk   Nyheder   Nyhedsarkiv   2006   Pressemeddelelse - Flere abonnementer med gratis opkald til fastnet
01.05.2006

Pressemeddelelse - Flere abonnementer med gratis opkald til fastnet

Flere teleselskaber udbyder nu fastnetabonnementer, hvor det er gratis at ringe til andre fastnettelefoner. Det fremgår af IT- og Telestyrelsens seneste webbaserede prispjece "Hallo, hallo - Ved du hvad det koster? " på www.it-borger.dk.

I den seneste prispjece er to nye selskaber kommet til, der også udbyder denne type abonnement, hvor man stadig betaler for abonnementet og i nogle tilfælde opkaldsafgift. Til gengæld betaler man ikke minuttakst for opkaldet til andre fastnettelefoner. Det betyder, at næsten halvdelen af selskaberne i prispjecen nu tilbyder gratis opkald til fastnet.

Siden offentliggørelsen af den sidste prispjece er der sket et fald i prisen på den almindelige fastnettelefoni. "Det er positivt at se, at prisen på den traditionelle fastnettelefoni fortsat falder med indførelsen af nye abonnementsformer og nye teknologier, såsom IP-telefoni. Det er til gavn for forbrugerne", udtaler direktør i IT- og Telestyrelsen Jørgen Abild Andersen.

Prispjecen, der kan læses på www.it-borger.dk, indeholder også fokus på brug af mobiltelefoner i udlandet, herunder priser for mobiltelefoni i udlandet og flere tips til forbrugerne. Desuden kan man læse mere om de fem billigste selskaber indenfor fastnet, mobilnet og internet. En oversigt over alle selskaber, abonnementer og priser kan findes på www.teleprisguide.dk.

Yderligere oplysninger: Kontorchef Morten Ellegaard på telefon 3545 0200, mobil 2010 0705 eller og Overkontrollør Jane Ørum 3545 0209 eller .

Sidst opdateret 16.05.2012 kl. 11.07
Til top