Breadcrumbs

Du er her: itst.dk   Nyheder   Nyhedsarkiv   2006   Pressemeddelelse: Effektivt beredskab løser sikkerhedsproblem på sundhed.dk
18.08.2006

Pressemeddelelse: Effektivt beredskab løser sikkerhedsproblem på sundhed.dk

Computerworld offentliggjorde den 16. august 2006 en artikel med overskriften "Sundhed.dk ramt af sikkerhedsfejl". I artiklen blev fejlen kædet sammen med den digitale signatur.

Udnyttelse af fejlen forudsatte, at man er blevet udsat for et såkaldt phishing-angreb, hvor brugeren i en forfalsket e-mail lokkes til at klikke på et link, der kun tilsyneladende henviser til sundhed.dk. Tilgår brugeren sundhed.dk ved at indtaste adressen selv, vil fejlen ikke kunne udnyttes.
 
 "På baggrund af Computerworlds artikel er det vigtigt at understrege, at der ikke er tale om en sikkerhedsbrist i den digitale signatur. Den digital signatur er ikke kompromitteret af fejlen og er fortsat en sikker metode til adgangskontrol, som borgerne kan stole på", siger chefkonsulent Palle H. Sørensen fra IT- og Telestyrelsens sikkerhedskontor.
 
Fredag den 11. august 2006 drøftede Sundhed.dk og  IT- og Telestyrelsen fejlen, og fejlen var rettet en time efter Computerworlds henvendelse.
 
 "Det er klart, at enhver fejl i systemer der ligger inde med personfølsomme oplysninger skal rettes uden nogen forsinkelse. Vi var således meget glade for henvendelsen fra en årvågen læser af Computerworld. Samtidig viser forløbet os, at der er et effektivt og professionelt offentligt samarbejde om at beskytte borgernes information og et beredskab til håndtering af IT-sikkerhedsproblemer, som fungerer godt", siger Palle H. Sørensen.
 
For yderligere information, kontakt:
 
Chefkonsulent Palle H. Sørensen, IT-sikkerhedskontoret i IT- og Telestyrelsen, Holsteinsgade 63, 2100 København Ø. Tlf. 35450255,
 
Eller
 
Pressemedarbejder Adam Hvidt. Kommunikations- og Brugerkontoret. IT- og Telestyrelsen, Holsteinsgade 63, 2100 København Ø. Tlf. 35450357 Mobil: 21286468,
 
Sidst opdateret 13.08.2010 kl. 16.14
Til top