Breadcrumbs

Du er her: itst.dk   Nyheder   Nyhedsarkiv   2006   Frekvensknaphed i frekvensbåndene 872-876 MHz og 917-921 MHz
01.06.2006

Frekvensknaphed i frekvensbåndene 872-876 MHz og 917-921 MHz

IT- og Telestyrelsen gennemførte primo 2006 en høring over interessen for radiofrekvenser i frekvensbåndene 870-872,5 MHz og 915-917,5 MHz med henblik på at undersøge, om der forelå frekvensknaphed i de pågældende frekvensbånd, jf. frekvenslovens § 5, stk. 2.

På baggrund af en analyse af de indkomne høringssvar var det IT- og Telestyrelsens vurdering, at den samlede efterspørgsel efter radiofrekvenser i de pågældende frekvensbånd ville kunne imødekommes. IT- og Telestyrelsen udstedte fra og med den 24. marts 2006 igen tilladelser til frekvensanvendelse efter først-til-mølle-princippet i frekvensbåndene 870-876 MHz og 915-921 MHz.
 
Der er imidlertid blevet ansøgt om de resterende frekvenser i frekvensbåndet 870-872,5 MHz og 915-917,5 MHz, hvorfor IT- og Telestyrelsen påny har vurderet frekvensknaphedssituationen.
 
IT- og Telestyrelsen vurderer, at der på nuværende tidspunkt er risiko for, at den samlede efterspørgsel efter radiofrekvenser i frekvensbåndene 872-876 MHz og 917-921 MHz inden for et kortere tidsrum ikke kan imødekommes. Der foreligger derfor frekvensknaphed, jf. frekvenslovens § 5, stk. 3.
 
Da IT- og Telestyrelsen hermed konstaterer, at der foreligger frekvensknaphed, udsteder styrelsen herefter ikke tilladelser efter først-til-mølle princippet i frekvensbåndet 872-876 MHz og 917-921 MHz, jf. frekvenslovens § 5, stk. 1, sammenholdt med § 6, stk. 1.
 
Det betyder, at alle de ansøgninger, IT- og Telestyrelsen har modtaget om frekvensanvendelse i dette frekvensbånd, og hvis behandling er blevet udsat med henvisning til styrelsens undersøgelse af, om der foreligger frekvensknaphed, jf. frekvenslovens § 5, stk. 2, ikke kan behandles, men skal have et afslag.
 
Alle, der har ansøgt IT- og Telestyrelsen om en tilladelse, har fået brev om, at ansøgningerne ikke kan imødekommes og herefter betragtes som bortfaldet.
 
Samtidig har IT- og Telestyrelsen udarbejdet en indstilling til videnskabsministeren om at træffe beslutning om at gennemføre offentligt udbud eller afholde auktion over de ledige frekvenser, jf. § 6, stk. 1, sammenholdt med stk. 2 og 3, i frekvensloven.

Sidst opdateret 13.08.2010 kl. 16.14
Til top