Bedre integration mellem ESDH og KMD's fagsystemer
05.12.06
Et nyt projektsamarbejde mellem IT- og Telestyrelsen, KMD, Ringsted
Kommune og Traen Informationssystemer A/S sætter fokus på
standardisering og integration mellem fagsystemer og ESDH-systemer.
Målet er optimering af arbejdsgange og processer til fordel for borgere
og virksomheder, og fokus er derfor fagsystem-integration, bl.a. med
henblik på at forbedre integrationen mellem kommunernes ESDH og KMD’s
fagsystemer.
"En af de vigtigste succesfaktorer for implementeringen af ESDH og en
effektiv arbejdsproces, er integrationen mellem ESDH- og fagsystemer.
Vi har derfor i IT- & Telestyrelsen og i regi af FESD, set det som
strategisk at få sat fokus på dette område. Vi vil arbejde ud fra at
integrationen basere sig videst muligt på standarder og
standardmodeller for integration", siger souschef Tom Bøgeskov.
"KMD har i indeværende år sat meget fokus på standardiseringsarbejdet.
Og dette arbejde vil blive yderligere intensiveret i det kommende år.
Vi går fuldt og helhjertet ind i arbejdet på at forbedre integrationen
imellem ESDH og vores fagsystemer. Det er en meget vigtig opgave",
siger afdelingsdirektør Michael Biermann, i KMD.
Et af målene for projektet er at få udpeget nogle generelle
integrationspunkter, der er anvendelige bredt i forhold til ESDH og
KMD’s systemer. I praksis er projektet i første omgang afgrænset
til boligstøtte som praksisområde. Projektet realiserer et begrænset
antal integrationer mellem Traen’s ESDH-løsning Acadre, KMD Boligstøtte
og KMD Sag Basis. Projektet har fokus på at sikre genbrugeligheden af
såvel organisatoriske og teknologiske integrationsløsninger.
De teknologiske løsninger baseres på arkitekturprincipperne fra
regeringens "Hvidbog om IT-Arkitektur" og håndbogen "Arkitektur for
digital forvaltning" og IT-Arkitekturkomiteens OIO Web Service
Arkitektur. Projektet afsluttes i 2. halvår 2007, og der vil løbende
blive offentliggjort delresultater.
"KMD vil gøre de udviklede services offentligt tilgængelige, så andre
kommuner og leverandører også kan få gavn af arbejdet. Resultaterne vil
også indgå i KL’s arbejde med at fastlægge "best practices" i den
kommunale forvaltning, og endelig vil de blive leveret som input i
forhold til at forbedre FESD integrationsstandarderne", siger
afdelingsdirektør Michael Biermann i KMD.
Om ESDH
De danske kommuner anvender i stadig stigende omfang ESDH-systemer som et it-værktøj til at kvalitetssikre forvaltningsprocesserne og skabe sammenhængende arbejdsprocesser. ESDH systemerne anvendes til at forbedre adgangen til sagsoplysninger, sagsdokumenter og sagshændelser på tværs af forvaltninger, og til at give mulighed for at borgere og virksomheder kan følge fremskridt i en sagsgang for på den måde at forbedre deres muligheder for at betjene sig selv.
Yderligere information og kontakt
For spørgsmål til projektet kontakt
Souschef Tom Bøgeskov, IT-Arkitekturkontoret, IT- og
Telestyrelsen, på tlf.: 33379295 eller afdelingsdirektør
Michael Biermann, KMD, på tlf.: 44607856
Bemærk - FESD afsluttet
Det hidtidige arbejde med at udarbejde fællesoffentlige standarder for elektronisk sags- og dokumenthåndtering i regi af FESD1 er afsluttet.
Fremover vil standardiseringsarbejdet på ESDH-området blive varetaget af OIO-udvalget for tværgående sags- og dokumenthåndtering.
Læs om OIO-udvalget på digitaliser.dk
English

