Informationssikkerhed - DS 484 - i jeres organisation
På denne hjemmeside præsenterer IT- og Telestyrelsen en række redskaber, der kan hjælpe jer med at styre organisationens informationssikkerhed og overholde DS 484-standarden. I vil løbende kunne finde nye redskaber, modeller, ideer og vejledninger på denne side.
Informationssikkerhed er alle de forholdsregler I tager for at beskytte jeres daglige drift ved at passe på kritisk og følsom information. Informationssikkerhed er også de måder, I sikrer grundlaget for nye forretningsmuligheder. Og endelig er informationssikkerhed den måde, I reagerer på, når skaden er sket.
Hvorfor informationssikkerhed?
Informationssikkerhed skal skabe:
- Tilgængelighed: Jeres interne brugere og eksterne kunder skal have adgang til de informationer, de skal bruge, når de skal bruge dem.
- Integritet: Informationerne skal være korrekte og fuldstændige.
- Fortrolighed: Følsomme informationer skal beskyttes mod uvedkommendes adgang.
Hvem kan bruge siden?
Siden henvender sig primært til topledelsen, som har det overordnede ansvar for organisationens informationssikkerhed, til systemejerne og forvaltere af data, som har det praktiske ansvar, og til informationssikkerhedslederen, som fungerer som daglig sikkerhedsleder i organisationen.
Men også sikkerhedsudvalget for informationssikkerhed, samarbejds- og MED-udvalg, personalechefer, kommunale sikkerhedsledere og faglige repræsentanter kan hente inspiration til og viden om den fælles-statslige strategi for arbejdet med informationssikkerhed, som sikrer, at organisationen opfylder nutidens og fremtidens krav til sikkerhed.
DS 484
Folketinget har besluttet, at alle dele af staten på nuværende tidspunkt skal opfylde de basale krav i den danske standard for informationssikkerhed. Standarden hedder DS 484, og den er udarbejdet til danske forhold på baggrund af internationale standarder og best practice for styring af informationssikkerhed.
Erfaringerne fra implementering af DS 484 i staten er samlet i en rapport, der blev udgivet i april 2009. Hent pdf-versionen af rapporten.
English


