Konsensus og frivillighed

Om de styringsmæssige principper for OIO arbejdet

Anbefalinger fra Hvidbog om it-arkitektur

I oktober 2003 klargjorde det Koordinerende Informationsudvalg (KIU), som led i opfølgningen på statens it-politik og en beslutning i bestyrelsen for projekt digital forvaltning (nu Styregruppen for Tværoffentligt Samarbejde - STS) beslutningen om at følge anbefalingerne i Hvidbog om it-arkitektur - de styringsmæssige rammer for OIO arbejdet, i et brev til de daværende It-arkitektur og  XML komitéer:

"...Der er tale om et arbejde, som er aftalt i enighed mellem stat, amter og
kommuner og dermed om et arbejde:

  • hvis resultater fremkommer i enighed mellem de deltagende aktører (f.eks. OIOXML standarden)
  • hvor det er aftalt at de deltagende aktører følger de ting man er enige om
  • hvor det er aftalt mellem aktørerne, at uenighed mellem aktørerne primært håndteres og afklares i det forum, der håndterer den pågældende sag (f.eks. komiteerne), og
  • hvor dette ikke er muligt med eskaleringsmulighed til KIU og eventuelt videre op til bestyrelsen for Projekt Digital Forvaltning, der kan eskalere spørgsmål videre til regeringen og de kommunale parter.

Det bærende grundlag og styringsprincip i dette arbejde er et fælles ønske i det offentlige om at løse nogle opgaver, som man er enige om bedst løses i fællesskab.

Der er tale om et arbejde, som hviler på den forudsætning, at alle deltagende aktører tager ansvar for at nå i mål i fællesskab. Herunder også er indforstået med, at egne interesser i nogle tilfælde må vige for opfyldelsen af fælles mål. Ligesom det ligger implicit, at alle har et ansvar for at løse uoverensstemmelser og tvister.

KIU har den opfattelse, at det styringsprincip, som er skitseret ovenfor, i denne konkrete kontekst (en bedre og mere effektiv offentlig service og forvaltning) er et bedre egnet redskab til at sikre fremdrift end en politisk og organisatorisk ramme baseret på lovhjemmel og myndighedsudøvelse.

Styringsprincippet er et forsøg på at bruge facilitering som det bærende grundlag også i det offentliges eget arbejde med digital forvaltning. Med facilitering menes at skabe rammerne for, at aktørerne hver især og i fællesskab kan løse deres opgaver i relation til udviklingen af digital forvaltning."

Sidst opdateret 17.01.2011 kl. 15.28
Til top