Definition af it-tilgængelighed
Hvad er it-tilgængelighed og hvorfor er det vigtigt?
It-tilgængelighed betyder, at hjemmesider og it-systemer er designet på en sådan måde, at der tages hensyn til alle brugergrupper, for eksempel ved at de hjælpemidler, en del personer med funktionsnedsættelse er afhængige af, fungerer sammen med hjemmesiden eller it-systemet.
It-tilgængelighed er således relevant i forhold til f.eks. telekommunikation, hjemmesider, ESDH- og lønsystemer, penge-terminaler, nødhjælpssystemer, info-standere osv. Eller sagt med andre ord: En tilgængelig it-løsning, er en løsning, der som udgangspunkt kan benyttes af alle.
Begrebet it-tilgængelighed er tæt forbundet med begrebet eInklusion, som grundlæggende handler om at sikre alle lige adgang og deltagelse i informationssamfundet.
Tilgængelighed i FN´s handicapkonvention
Tilgængelighed indgår som et af de grundlæggende principper i FN’s Konvention om rettigheder for personer med handicap som et af midlerne, der skal sikre personer med handicap de samme rettigheder som alle andre.
Danmark ratificerede konventionen den 23. august 2009 og har hermed forpligtet sig til at sikre tilgængelighed for personer med handicap. Det fremgår af konventionens artikel 9, at deltagerlandene skal
”…træffe passende foranstaltninger til at sikre, at personer med handicap, på lige fod med andre, har adgang til de fysiske omgivelser og transportmuligheder, den information og kommunikation, herunder informations- og kommunikationsteknologi, og de øvrige faciliteter og tilbud, der er åben for eller gives offentligheden…”
Hvordan opnås it-tilgængelighed?
Digitale løsninger skal udformes under hensyntagen til, at nogle grupper af borgere har særlige behov, der skal indarbejdes i generelle løsninger. For nogle brugere kan det være tilstrækkeligt, at de har mulighed for at indstille løsningen på en særlig måde. For andre brugere er det nødvendigt, at der i en løsning er indbygget faciliteter og/eller at løsningen muliggør brugen af forskellige kompenserende hjælpemidler. Denne hensyntagen til nogle gruppers særlige behov sikres bl.a. ved at følge de standarder og retningslinjer, der findes for tilgængelighed til forskellige former for teknologi.
English


