Tilgængelighed i praksis
Her en vejledning i hvad du kan gøre for at at sætte fokus på tilgængeligheden af din hjemmeside.
Tilgængelighed er i de fleste tilfælde et spørgsmål om at overholde de internationale retningslinier for tilgængelighed (WCAG: Web Content Accessibility Guidelines). Nogle af kriterierne er relativt nemme at implementere (se 5 nemme tips til tilgængelighed her på siden), og vores e-læringsmateriale, mens andre er mere komplicerede og i værste fald kræver omkodning af dele af sidens indhold.
Tilgængelighed i indkøb, udvikling og drift
Størstedelen af arbejdet med at sikre tilgængeligheden af en hjemmeside sker ved at stille de rigtige krav til leverandøren af siden, når den indkøbes og udvikles. Kravspecifikation ved køb af hjemmeside skal altså indeholde krav til tilgængelighed. Det kan enten ske ved en enkelt formulering om, at siden skal overholde WCAG 2, nivau AA eller ved at vedlægge et bilag, hvor alle tilgængelighedskravene er beskrevet. Til sidstnævnte har IT- og Telestyrelsen udarbejdet en såkaldt udbudsværktøjskasse, som på en let måde guider dig gennem, hvilke krav der skal stilles til siden og på den baggrund genererer en kravspecifikation, som du kan vedlægge dit øvrige udbudsmateriale.
Fokus på tilgængelighed er naturligvis også vigtig i driftsituationen. For selvom en hjemmeside er tilgængelig når den lanceres vil den på sigt blive utilgængelig, hvis dem der løbende ligger indhold på siden ikke er opmærksomme på at overholde tilgængelighedskravene. Det kan f.eks. være at de ikke giver alternative tekster på billeder, eller at overskrifter ikke opmærkes korrekt. For at sikre fokus på tilgængelighed i den daglige drift, vil IT- og Telestyrelsen anbefale, at tilgængelighed bliver en naturlig del af det workflow, som din virksomhed benytter for jeres hjemmeside. Det kan ske på mange forskellige måder alt afhængig af din virksomheds størrelse og organisering. Eksempelvis i form af undervisning i tilgængelighed for de lokale webredaktører, ved at integrere tilgængelighed i skrivevejledningen for hjemmesiden, eller ved at udpege en webtilgængelighedsansvarlig, der løbende overvåger og sikrer tilgængeligheden af hjemmesiden, mv.
Det daglige arbejde med tilgængelighed?
Der findes efterhånden en lang række on-line værktøjer, der kan gøre det nemmere at udvikle hjemmesider og tjekke dem for en lang række ting vedrørende tilgængelighed. Vi har samlet de mest anvendelige on-line værktøjer på vores hjemmeside, som vi vil anbefale at din virksomheds webansvarlige lære at kende.
Vil du være helt sikker på at der stilles de rigtige krav til leverandøren, og at de også overholder de kontraktmæssige forhold vedr. tilgængelighed, kan man få rådgivning af et tilgængelighedskonsultentfirma. De kan hjælpe i alle faser fra kravspecifikation til test af hjemmeside samt udarbejdelse af undervisningsmateriale. Desuden tilbyder de løbende tilgængelighedskurser.
Vedtag en it-tilgængelighedspolitik
En god måde at samle al opmærksomheden om tilgængelighed på, er ved at vedtage en tilgængelighedspolitik. Fordelen ved en it-tilgængelighedspolitik er, at den på et strategisk og ledelsesmæssigt niveau sætter fokus på de forskellige situationer, hvor det er vigtigt at ”huske” tilgængeligheden. Det gælder for eksempel ved indkøb, implementering og drift af hjemmesiden samt ved undervisning og indkøb af værktøjer. IT- og Telestyrelsen har udarbejdet en skabelon til en it-tilgængelighedspolitik, som I er mere end velkommen til at lade jer inspirere af eller benytte i sin fulde udgave.
English


