Referencearkitektur for sags- og dokumentområdet

IT- og Telestyrelsen og KL overdrog den 3. oktober 2008 Referencearkitektur for sags- og dokumentområdet version 3.0 til kravspecifikationsprojektet for FESD II, der udarbejdes i regi af Den Digitale Taskforce med reference til den fællesoffentlige styregruppe for FESD.

Hvorfor en referencearkitektur?

Målet med referencearkitekturen var på kort sigt at understøtte kravspecificeringen for den fælles offentlige ESDH-kravspecifikation, som du kan læse på modernisering.dk

På længere sigt er målet med referencearkitekturen at danne rammen for standardiseringen inden for sags- og dokumentområdet. Det er målet, at referencearkitekturen skal fungere som det fælles pejlemærke for sags- og dokumentområdet for perioden frem til 2015. Referencearkitekturen vil:

  • Placere sags- og dokumenthåndtering i en sammenhæng, som definerer, hvilke roller og ansvar, en ESDH-løsning basalt set har og hvilke snitflader den har til omverdenen, således at løsningen kan indgå i de mønstre, som referencearkitekturen opstiller.
  • Skabe forudsætninger for en bedre sammenhæng og klarere arbejdsdeling mellem ESDH-løsninger og fagsystemer.
  • Skabe forudsætninger for at undgå dobbeltfunktionalitet mellem ESDH, fagsystemer og it-infrastruktur.
  • Skabe forudsætninger for øget konkurrence på ESDH-markedet.
  • Skabe øget sammenhæng mellem standardiseringen på sags- og dokumentområdet og den underliggende tekniske standardisering.

Referencearkitekturen betyder for:

FESD II kravspecifikationsprojektet:

  • Referenceramme for kravspecifikationen og tilbudsprocessen

Myndighederne:

  • Støtte i forbindelse med udbud og genforhandlinger af kontrakter om ESDH og andre indkøbsforretninger (inkl. fagsystemer)
  • Støtte til de enkelte myndigheders interne arbejde med IT-strategi
  • Mulighed for at vælge mellem kerne og udvidet ESDH
  • Mulighed for at vælge komponenter fra flere forskellige leverandører

Leverandørerne:

  • Et klarere udviklingsperspektiv, så de investerer mere sikkert

Referencearkitekturen udgør et fælles begrebsapparat og beskrivelsesværktøj, der letter kommunikationen mellem kunde og leverandør, samt i forhold til slutbrugerne.

Bredt fællesoffentligt samarbejde

Referencearkitekturen er et resultat af et fællesoffentligt samarbejde mellem IT- og Telestyrelsen og KL. Samtidig har der også været tale om en iterativ, åben proces med inddragelse af en række myndigheder og leverandører. Myndighederne og leverandørerne har deltaget i interviews, workshops og en høringskonference for at kvalificere arbejdet med relevante kommentarer og forslag.

IT- og Telestyrelsen afholdt i foråret 2008 workshops og interviews med repræsentanter fra staten, kommunerne og regionerne, samt en række interesserede leverandører. I september samme år afholdtes desuden en stor høringskonference med over 90 deltagere fra både det fællesoffentlige og leverandørsiden.

Standardiseringen af sags- og dokumentområdet

I januar 2009 nedsattes OIO-udvalget for sags- og dokumentområdet. Udvalget har ansvaret for standardiseringen af sags- og dokumentområdet inden for stat, regioner og kommuner.

Ud fra en prioritering af, hvad der giver størst forretningsmæssig værdi og med udgangspunkt i referencearkitekturen, nedsætter OIO-udvalget løbende arbejdsgrupper med deltagere fra både den offentlige sektor og systemleverandører.

Læs mere om Sag og dokument standarderne

Se selve Sag og dokument standarderne

Sidst opdateret 21.03.2011 kl. 16.02
Til top

Områder under Referencearkitektur for sags- og dokumentområdet