Start med begrebsafklaring
Formålet med begrebsafklaring er primært at forstå de centrale begreber i sin forretning, synliggøre denne forståelse for alle og dermed danne grundlaget for en fællesoffentlig begrebskultur
Kend dig selv - kend dine begreber
En forståelse af forretningens centrale begreber for et givet forretningsområde er helt afgørende for en efterfølgende standardisering og for at kunne etablere sammenhængende it-systemer, som problemfrit deler og udveksler offentlige data med hinanden.
Med andre ord er formålet med begrebsafklaring og en efterfølgende standardisering at etablere en fælles begrebskultur og skabe interoperabilitet for at øge den forretningsmæssige værdi af det offentliges data.
Begrebsafklaring indebærer således:
- at identificere og udvælge begreber, som kan karakteriseres som forretningsobjekter,
- at beskrive deres betydning eller egenskaber,
- relatere begreberne til hinanden samt
- visualisere disse relationer i en informationsmodel og eventuelt bagvedliggende ontologi.
Eksempler på begreber er: 'patient', 'borger', 'ansøgning', 'journal', 'diagnose', 'sagsbehandling' og 'undervisning'.
Indsigt i data og processer
Forståelse for forretningen indebærer begrebsmæssig indsigt i både data og de processer, data indgår i. Ved at kortlægge de centrale forretningsprocesser synliggøres hvilke data, der er nødvendige for at drive processerne, og dermed giver værdi at investere ressourcer i at begrebsafklare.
Præcis hvilke begreber, der skal udvælges og behandles, afhænger af flere faktorer så som:
- hvor vigtigt er begrebet for forretningen?
- hvor hyppigt bruges det?
- i hvilke forretnings- og forvaltningsprocesser indgår begrebet, og hvor vigtigt er det i disse processer?
Generelt kan man sige, at jo mere centralt et begreb er for et forretningsområde, og jo mere det bruges i centrale processer, jo mere sandsynligt er det, at begrebet bør udvælges og beskrives.
Man kan ikke begrebsafklare alt
Begrebsafklaring er i høj grad en prioritering af de begreber, som det er vigtigt at få standardiseret af hensyn til at opnå den ønskede interoperabilitet. Da arbejdet er tids- og ressourcekrævende, er identificering og afgrænsning af forretningsdata særdeles vigtig for at begrænse omkostningerne samtidig med, at et godt resultat sikres.
De nærmere detaljer vedrørende begrebsafklaringens arbejdstrin og produkter er uddybet i OIO-arbejdsmodellen.
Hvad er et begreb?
Begreber er objekter eller processer i vores omverden, som det er relevant at kommunikere eller lagre viden om.
Objekter og processer, der er vigtige for et bestemt forretningsområde at lagre og udveksle information om, betegnes forretningsobjekter henholdsvis forretningsprocesser.
English


