Baggrund
Baggrund
Videnskabsminister Helge Sander har efter et længere forhandlingsforløb sammen med Folketingets it-ordførere lagt en køreplan for den fremtidige anvendelse af åbne standarder.
I forhold til standarder for dokumentudveksling angiver køreplanen, at de to standarder Open Document Format (ODF) og Ecma Office Open XML (EOOXML) i første omgang gøres obligatoriske i en prøveperiode fra 1. januar 2008 og ét år frem.
I prøveperioden skal offentlige myndigheder kunne modtage begge standarder, både ODF og EOOXML, og nyindkøb skal kunne håndtere mindst én af de to standarder. Prøveperioden skal evalueres i første halvår 2009 af en tredjepart med henblik på en ny vurdering i Folketinget.
Idet begge standarder kun i begrænset omfang anvendes i det offentlige i dag, har IT- og Telestyrelsen igangsat et studie med pilotforsøg vedr. EOOXML og ODF med henblik på at indhente fornøden yderligere erfaring med disse standarder. Studiet bliver gennemført i dialog med branchen og andre interesserede og i et nært samarbejde med OIO Datastandardiserings- og IT-Arkitekturkomitéerne.
Formålet er at undersøge, hvordan formaterne ODF og EOOXML bedst kan implementeres i den offentlige sektor. Studiet skal inddrage nyere internationale erfaringer, tidligere nationale forsøg inden for området samt gennemførelse af pilotforsøg, hvor særlige danske forhold kan inddrages.
Studiets leverancer vil være anbefalinger og vejledninger til myndighederne til hvordan de i praksis implementerer ODF og/eller EOOXML.
Yderligere information og kontakt
For yderligere information, kommentarer og spørgsmål kontakt Thomas Wulff IT- og Telestyrelsen, på eller telefon 35450289.
English

