Kompetenceoptimering og -udvikling

Inden for de seneste år har det stået mere og mere klart, at it og forretningen hænger uløseligt sammen. 75 procent af al innovation af forretningsprocesser har i dag direkte sammenhæng med it-investeringer.

En optimal it-anvendelse er derfor blevet mere og mere afgørende for, om en organisation kan løse sine opgaver og nå sine forretningsmæssige mål. Samtidig er det blevet vigtigere og vigtigere at være god til at styre og anvende it. Er man ikke i stand til at styre sin it i dag, er man ikke i stand til at styre sin forretning.

I den forbindelse er det nødvendigt systematisk at sikre de fornødne kompetencer hos de chefer og medarbejderne, der skal sikre den optimale it-anvendelse. Ligeledes er det blevet altafgørende, at der kan etableres et overblik over de kompetencer, en organisation besidder – og dermed også over hvilke kompetencer, der er behov for.

Det gælder ikke mindst for de offentlige myndigheder, hvor digitaliseringen af den offentlige sektor indgår som en central del af strategien for den offentlige forvaltning.

For at understøtte opnåelsen af den fulde merværdi af it-investeringerne, har Videnskabsministeriet udviklet en model og et værktøj til at foretage en systematisk styring af en myndigheds it-relaterede kompetencer. Værktøjet skal hjælpe myndigheder med at beslutte, hvilke it-opgaver de selv skal kunne varetage samt hvilke kompetencer, der skal være tilstede for at opgaverne kan løses. Modellen har fokus på de faglige enheders kompetencer til at styre it-understøttelsen af opgaveporteføljen såvel som på it-enhedens kompetencer.

Denne publikation henvender sig primært til ledelsesniveauet i de statslige myndigheder med det formål at præsentere Videnskabsministeriets model for kompetencestyring samt det dertilhørende værktøj. Statens it-råd anbefaler, at den her præsenterede model anvendes af statens myndigheder.

Publikationen og værktøjet vil dog også med fordel også kunne anvendes af andre offentlige såvel som private aktører, der ønsker at maksimere værdien af deres itanvendelser.

Sidst opdateret 04.05.2011 kl. 11.10
Til top

Abonnér på sektionen

Modtag dagligt eller ugentligt en mail om ændringer og nyt inden for It-styring.

Søg i ordbogen
Bente Andreasen Fuldmægtig Telefon: 72319264 Bente Andreasen