Lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer
I denne artikel kan du læse om hovedindholdet i lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer, der implementerer et EU-direktiv om genanvendelse af offentlige dokumenter og data.
Lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer kaldes i daglig tale PSI-loven (Public Sector Information).
PSI-lovens formål er at få ensartede regler for videreanvendelse af de dokumenter og datasamlinger, som det offentlige er i besiddelse af.
Den offentlige sektor indsamler, producerer, reproducerer og formidler mange informationer med henblik på at varetage sine offentlige opgaver, Det gælder f.eks. oplysninger om økonomi, geografi, vejrforhold, turisme, erhvervsforhold, patentrettigheder og uddannelse.
Når data allerede er udarbejdet i forbindelse med offentlige myndigheders løsning af egne opgaver, er det en samfundsøkonomisk gevinst at udnytte disse oplysninger så meget som muligt.
PSI-loven indeholder blandt andet regler om gebyrfastsættelse, formater, gennemsigtighed, ikke-diskrimination samt håndteringen af ansøgninger om videreanvendelse af data.
Offentliggørelse af dokumenter og datasamlinger
PSI-loven forpligter også de offentlige myndigheder til at offentliggøre en oversigt over de dokumenter og datasamlinger, der stilles til rådighed for videreanvendelse. Offentliggørelse skal ske på den offentlige myndigheds egen hjemmeside og i Datakataloget på Data.digitaliser.dk, hvor der også kan findes information om den praktiske fremgangsmåde.
Vidste du, at ...
... man som udgangspunkt har ret til at ansøge om videreanvendelse af de dokumenter og datasamlinger, som offentlige myndigheder er i besiddelse af?
English


