Hvad er SOA?

SOA er en forkortelse af Service Orienteret Arkitektur, som er en tilgang til arkitektur.

SOA beskriver en måde at designe it-løsninger på. Den grundlæggende idé er at it-løsninger implementeres, så de er fleksible og genbrugelige og dermed kan tilpasses hurtigere, nemmere og billigere. SOA arkitektur bygger på principper om genbrug, minimal afhængighed, fleksibilitet, synlighed og anvendelsen af standarder.

Arkitekturen består af en række services. Alle disse services har en eller flere egenskaber, som andre programmer/brugere har adgang til.

Det er kommunikationen mellem disse services, der udgør serviceorienteret infrastruktur.

Du kan læse mere om SOA i ITST's pjece  Serviceorienteret arkitektur - Hvad og Hvorfor?

Fordele ved SOA

En af fordelene ved at have en SOA infrastruktur, der er delt op på denne måde, er at man nemt kan opgradere eller udvide serviceegenskaberne. Meget ofte kommer der opgraderingsmuligheder til de forskellige services, og det er nemt at kontrollere og opgradere en service i en SOA it-løsning. På denne måde kan nye services også blive introduceret i infrastrukturen, uden at det kommer til at have indflydelse på den eksisterende arkitektur.

En anden fordel er, at nye services kan genbruge den eksisterende SOA infrastruktur. I stedet for at lave en helt ny arkitektur fra bunden, hvilket koster både tid og penge, kan man i stedet bruge den standard, der er for kommunikation i den eksisterende SOA. Det betyder, at man kan genbruge funktioner i services som f.eks. sikkerhed og rettighedstildelelse. Jo flere services der kan genbruges, jo større fordel opnår man.

Standarder og retningslinjer er nødvendige

Brugen af SOA afhænger i høj grad af brugen af standarder. Alle services skal bruge samme standard for at kunne kommunikere.

Før et arbejde med SOA kan begynde, skal der udfærdiges nogle retningslinier for, hvad SOA’s egenskaber.

Det sker ved, at proces- og forretningskyndige beskriver forretningsprocesser, som bliver til retningslinier for SOA arbejdet.

Der kan være retningslinier på flere niveauer. Der kan være overordnede principper, som man skal følge eller specifikke politikker og procedurer. De skal alle følges, hvis implementeringen af SOA skal lykkes. Hvis der er forskel mellem retningslinierne og den implementerede SOA, bliver værditilvæksten muligvis mindre end forventet, bl.a. fordi færre services kan genbruges.

Standardiseringsorganisationerne OASIS og Open Group arbejder på at formulere definitioner og standarder. OASIS har udviklet en SOA-referencemodel.

Sidst opdateret 03.03.2010 kl. 11.33
Til top

Områder under SOA