Videre til indhold | Videre til menunavigation

Næste skridt

Når organisationen har besluttet sig for at implementere udstyr til afholdelse af videomøder, er der en række muligheder for at søge mere information om de mange mulige tekniske løsninger

Besøg virksomheder, som anvender videomøder

Hvis man er usikker på, hvordan videomøder fungerer i praksis, er der mulighed for at opleve de forskellige systemer i konkrete anvendelsessituationer. Via brancheforeningerne vil det ofte være muligt at få henvisninger til virksomheder, der anvender de systemer, man er interesseret i. Eksempelvis har IT- og Telestyrelsen i samarbejde med IT-Branchen lanceret udstillingen Villa Watt, hvor det blandt andet er muligt at afprøve videomødeudstyr.

Besøg leverandørers showroom

Hos mange leverandører kan man se og afprøve de enkelte typer af systemer. Det vil ofte være muligt at afprøve forskellige typer systemer, fra pc-baserede løsninger til avancerede videomødesystemer.

Prøv videomødeudstyr for en kort periode

Nogle leverandører tilbyder, at potentielle kunder kan leje/låne et eller flere videomødeanlæg på prøve for en kort periode. Det giver virksomheden mulighed for at afprøve kommunikationsformen i egen virksomhed og i forhold til de anvendelsesformer, som man forestiller sig kunne være relevante. Det anbefales, at det ikke kun er it-afdelingen, som afprøver, men at de personer, som faktisk ville få brug for at anvende systemet, får lejlighed til at afprøve det.   

Start i det små med pc-baserede videomøder

En anden mulighed er at starte i det små med et pc-baseret system, som sidenhen kan udbygges til både at omfatte flere brugere af samme pc-baserede system og/eller opgraderes til mere avancerede systemer. Det er også muligt, at desktopvideomøder dækker virksomhedens behov – f.eks. hvis der altid kun vil være en deltager i hver ende af virksomhedens videomøder. 

Arranger møder med potentielle leverandører

Når virksomheden har undersøgt mulighederne grundigt og er klar til at gå ind i en konkret anskaffelsesproces, vil det være muligt at komme i dialog med forskellige leverandører. Leverandørerne kan kontaktes direkte, og via relevante brancheforeninger vil det ofte være muligt at få overblik over leverandørerne på markedet.