Kom godt i gang
Der er stor forskel på, hvor langt den enkelte organisation er i arbejdet med grøn it, og der er også stor forskel på de organisatoriske rammer og vilkår. Derfor er det forskelligt, hvilke grøn it-initiativer den enkelte organisation med fordel kan sætte i gang.
Hvad er grøn it?
Hvordan kan du lave en strategi for grøn it?
Hvordan forankrer du grøn it i din organisation?
Her finder du en række anbefalinger til, hvordan du skal gå i gang, hvis du er interesseret i henholdsvis hurtige besparelser og langsigtede løsninger. Den enkelte organisation kan arbejde med grøn it på mange måder og på flere niveauer, og du vil derfor finde flere måder at gå til grøn it på.
Videomøder
En statslig myndighed, som har overdraget ansvaret for driften af sine servere til Statens It, behøver ikke at bekymre sig om serveroptimering. Til gengæld kan der ligge et uforløst potentiale for miljørigtig adfærd hos medarbejderne ved at erstatte udvalgte rejser og møder ”ud af huset” med videomøder.
Blindpaneler og højere temperatur
Tilsvarende vil en kommune, der allerede har installeret strømspareskinner og skiftet til fladskærme og tynde klienter eller bærbare computere hos samtlige medarbejdere, ikke på kort sigt kunne realisere yderligere strømbesparelser på dette område. Til gengæld kan det vise sig, at opsætning af blindpaneler i serverrummets rackskabe eller en lidt højere temperaturindstilling i serverrummet kan skære toppen af elregningen uden væsentlige nyinvesteringer, og uden at det går ud over driften.
Fra stationære til bærbare pc'ere
Virksomheder i alle størrelser har også en række muligheder for at opnå energibesparelser og økonomiske besparelser gennem grøn it-løsninger. For en virksomhed, der endnu ikke har arbejdet med grøn it, vil en hurtig vej til besparelser ofte være at udskifte stationære computere med bærbare, der bruger væsentligt mindre strøm.
Grøn it handler derfor om at identificere den enkelte organisations behov.




