De første direktiver i fællesmarkedet indeholdt detaljerede tekniske krav. Det viste sig, at det var  uoverkommeligt at holde disse direktiver ved lige, når der var ønske om nye krav. Derfor blev det besluttet, at nye direktiver kun skulle indeholde meget overordnede krav, såkaldte væsentlige krav. Detaljerne skulle så fyldes ud af standardiseringsinstitutionerne.

Efter behov anmoder Kommissionen via et mandat CEN/CENELEC samt ETSI om at lave særlige standarder, der kan eftervise overensstemmelse med de væsentlige krav. Standarderne skal godkendes i mindst et land, og Kommissionen skal offentliggøre referencen til dem i EU-Tidende. Derefter er de blevet til såkaldte Harmoniserede Standarder.

Når en fabrikant benytter prøvningerne i en harmoniseret standard, der omhandler hans produkttype, og apparatet opfylder kravene, kan han gå ud fra, at apparatet opfylder de væsentlige krav, som standarden omfatter. Der skal ofte benyttes flere standarder.

Se en fortegnelse over harmoniserede standarder under R&TTE-direktivet på Kommissionens hjemmeside: http://ec.europa.eu/enterprise/rtte/harstand.htm