EMC for faste anlæg
Faste anlæg vil normalt blive benævnt installationer eller maskinanlæg. I EMC reglerne bliver faste anlæg defineret, og der fastsættes krav. Kravene er i princippet de samme som til apparater, men det er meget vanskeligere at få styr på, hvorledes de skal behandles.
Hvad er et fast anlæg?
Et fast anlæg er en given kombination af forskellige elektriske og elektroniske apparater og eventuelt andre anordninger, der er samlet, installeret og beregnet til at blive brugt permanent på et forudbestemt sted. Da det faste anlæg ikke flyttes, er der derfor ikke mening i CE-mærkning og overensstemmelseserklæring.
Krav til faste anlæg
Et fast anlæg skal opfylde de væsentlige krav, ligesom apparater. I korte træk går de væsentlige EMC krav ud på, at det faste anlæg ikke må forstyrre radioudsendelser, og skal kunne fungere selv om det bliver udsat for elektriske og magnetiske fænomener.
Ansvaret for at det faste anlæg opfylder de væsentlige krav ligger hos fabrikanten, den ansvarlige for markedsføringen eller den ansvarlige for installationen. Og det skal dokumenteres. Dokumentationen kan placeres hos den ansvarlige for markedsføringen eller installationen. Den skal gemmes i hele anlæggets levetid.
Den almindelige måde at eftervise, at et apparat overholder de væsentlige krav, består i en afprøvning efter såkaldte harmoniserede standarder. Men de fleste prøvninger i harmoniserede standarder har i prøvningsmetoden som forudsætning, at apparatet, der skal prøves, har en udstrækning på maksimalt et par meter. Mange faste anlæg er større end dette og kan derfor ikke prøves på normal måde.
Faste anlæg er meget forskellige såvel med hensyn til størrelse som til anvendelse. Det er derfor meget svært at stille generelle regler op.
Dokumentationen skal beskrive, hvorledes det faste anlæg er bygget, hvor der kan være risiko for, at indgående apparater kan give anledning til forstyrrelser eller have problemer med immunitet og hvorledes disse risici er imødegået.
Anvendelse af CE-mærket udstyr kan være en hjælp, men det er ikke givet, at to CE- mærkede apparater, der kobles sammen, giver et system, der overholder de væsentlige krav. Kommissionen har udgivet en vejledning, "Guide for the EMC Directive....", der bl.a. omhandler denne problematik.
Ændringer
Der er mange faste anlæg, der ikke bliver ændret efter de er taget i brug. Men der er lige så mange, der jævnligt bliver tilrettet til nye formål. Når dette sker, skal dokumentationen føres ajour.
English


