Harmoniserede standarder

Internationale flag

Harmoniserede standarder er genvejen til overensstemmelse med de væsentlige krav. Læs hvorfor og hvordan.

De første direktiver i fællesmarkedet indeholdt detaljerede tekniske krav. Det viste sig, at det var  uoverkommeligt at holde disse direktiver ved lige, når der var ønske om nye krav. Derfor blev det besluttet, at nye direktiver kun skulle indeholde meget overordnede krav, såkaldte væsentlige krav. Detaljerne skulle så fyldes ud af standardiseringsinstitutionerne.

EMC Direktivet er et sådant ’New Approach’ direktiv. Det indeholder de væsentlige krav:

Elektriske og elektroniske apparater samt faste anlæg skal være konstrueret således, at

  1.  de ikke frembringer kraftigere elektromagnetiske forstyrrelser, end at andet radioudstyr, teleterminaler, elektriske og elektroniske apparater samt faste anlæg kan fungere i overensstemmelse med deres formål og
  2. de har den immunitet overfor elektromagnetiske forstyrrelser, der kan forventes i forbindelse med deres tilsigtede brug, og som gør, at deres funktion ikke forringes i uacceptabel grad.

 Kommissionen har derefter med et mandat bedt CEN/CENELEC samt ETSI om at lave særlige EMC standarder, der kan eftervise overensstemmelse med de væsentlige krav. Standarderne skal godkendes i mindst et land, og Kommissionen skal offentliggøre referencen til dem i Official Journal. Derefter er de blevet til såkaldte Harmoniserede Standarder.

 Når en fabrikant benytter prøvningerne i en harmoniseret standard, der omhandler hans produkttype, og apparatet opfylder kravene, kan han gå ud fra, at apparatet opfylder de væsentlige krav, som standarden omfatter. Der skal ofte benyttes flere standarder.

Der findes harmoniserede standarder, der er rettet mod en bestemt produkttype. Eksempel:

Lysbuesvejseudstyr: EN 60974-10:2003

 Hvis der ikke findes en produktstandard, er det muligt, at der findes en produktfamiliestandard. Eksempel: Produktfamiliestandard for husholdningsudstyr, EN 55014-1, -2.

 Endelig er der et sæt såkaldte generiske standarder. De kan bruges, hvis der ikke er andre, der er anvendelige. Det er følgende fire:

Generisk standard for industrimiljø og boligmiljø, udstråling og immunitet: EN61000-6-1, -2, -3, -4.

 Kommissionen har på nettet udgivet en liste over alle harmoniserede standarder. Den danske udgave med EMC standarder kan findes via denne side.

Relaterede sider

Sidst opdateret 14.10.2010 kl. 10.52
Til top

Områder under Regler for markedsføring og brug med hensyn til EMC